Kvindehuset har fornøjelse af at invitere til valgmøde torsdag den 2. november 2017 kl. 10-12. Vi får deltagelse af følgende repræsentanter for 8 forskellige politiske partier Kate Runge, H.C. Molbech, Camilla Fabricius, Mette Skautrup ,Anne Nygaard, Elsebeth Frederiksen, Daniel Pedersson og Mette Bjerre.

Kvinderne er i gang med at forberede spørgsmål til dagen og der vil blandt andet være interesse for at tale om aktiviteter for unge, beskæftigelse, fattigdom og ældreomsorg. Mon ikke også der vil blive stillet et spørgsmål eller to til burka-debatten.

Kvindehuset forventer at der vil være mellem 25 og 40 deltagere i mødet, hvoraf en del vil være tosprogede.   Kvinderne vil være daglige brugere af huset, samt nogle af Kvindehusets frivillige.

Kvindehuset nu har eksisteret i snart 10 år. Vi bor i en gammel børnehave på Myrholmsvej 2, Viby J. Kvindehuset tilbyder hver dag en række aktiviteter, der har som formål at styrke den enkelte kvindes ressourcer og opbygge øget selvværd og bryde med ensomhed. Kvindehuset bruges hver dag af mellem 25 og 45 kvinder, der repræsenterer ca. 30 forskellige nationaliteter – med en overvægt at kvinder fra Mellemøsten og Afrikas Horn. Nogle af kvinderne har været her i mere end 20 år, andre er nye flygtninge.

Kvindehuset indgik i januar 2017 en fireårig partnerskabsaftale med Aarhus Kommune med baggrund i budgetflertallets beslutning om at støtte driften med 750.000 kr. om året. Dette tilsagn er som bekendt netop øget til 1.000.050 kr. fra 2018. Kvindehuset har i dag to lønnede medarbejdere med tilsammen 50 timer om ugen, samt 6 timers rengøring. Dertil kommer aftaler med FO, som sikrer at Kvindehuset kan tilbyde fast undervisning i dansk, motion og bevægelse, samt haveaktiviteter. Men den allervigtigste ressource er Kvindehusets mere end 80 frivillige kvinder, som er sprogvenner, lektiehjælpere, laver mad osv.

Af Marianne Frederiksen, Daglig leder, Foto: Kvindehusets Facebook arkiv