Sofia Suleman følger sin skæbne

Af Birger Agergaard

Kan du se det for dig? Her kom Sofia til Grønløkkeskolen, med Nørrebro-accent, sort hår og store brune øjne, forældre af indisk afstamning, faderen født i Pakistan, moderen født i Uganda. Med sig i den kulturelle bagage havde hun også sin indiske handels-kaste, familiens overståede flygtningetilværelse… og meget mere.

Behøver vi så tilføje, at hendes temmelig danske klassekammerater derude i Tranbjerg gloede noget på denne elleve-årige tilflytter og syntes, at hun var ret så eksotisk?

”Det var en kæmpe omvæltning, fordi jeg var vant til et multikulturelt miljø i København, Men jeg fik nu hurtigt tilpasset mig,” kommer det smilende og på ægte århusiansk fra 30-årige Sofia Suleman.

Vi sidder i kontoret på Søndervangskolen, hvor hun lige har serveret en god kop morgenkaffe. Den rækker til en snak om hende selv, hendes arbejde – og lidt om det at have sin hudfarve som en fordel.

Jeg har fulgt min skæbne

Måske er det handels-kasten, der har ført hende til stillingen som skole-hjemvejleder? Hun tror på det:

”Jeg har fulgt min skæbne,” siger hun. Nok er det ikke ”handel” at være vejleder på skolen, men hun er faktisk international markedsføringsmedarbejder fra handelshøjskolen, og lige nu arbejder hun med rådgivning og integration.

”Jeg ville egentlig have været frisør eller kosmetolog, men min lærer i 9. klasse opfordrede mig til at læse videre. Jeg har altid været glad for sprog, især tysk, så min uddannelse er delvist taget i Tyskland.

Under studiet kom hun i forbindelse med Søndervangskolen, idet hun fik studiejob i ungdomsskolen.

”Det var første gang jeg stiftede rigtigt bekendtskab med andre to-sprogede unge. Jeg fik lyst til at arbejde med integration, især på læring i folkeskolen, og jeg skrev speciale om tosprogede og deres sprogvanskeligheder i dansk og tysk. Jeg fokuserede på forældrenes resurser og vigtigheden af at give dem indblik i det danske skolesystem. Det er mange nydanske familier slet ikke bekendt med.”

Sofia Sulemans første job efter studiet var som kulturformidler i Lejlighedsprojektet, og det førte hende tilbage til Søndervangskolen og jobbet som skole-hjem-vejleder.

En ekstra force
Ud over de faglige kompetencer har hun den force, at hun er multikulturel:

”Først og fremmest skal man selvfølgelig have kompetencerne. Men jeg kender samtidig børnenes og familiernes udfordringer, og der er også nogle, der har nemmere ved at åbne op for mig, fordi jeg er mørk. Det første møde mellem os er nemmere, for det er jo helt naturligt at blive tiltrukket af de mennesker, man ligner.”

I sit arbejde fokuserer Sofia naturligvis meget på elevernes overgang til ungdomsuddannelser og arbejde, men også på forældrene og kulturmødet:

”Mange nydanske forældre ved ikke nok om danskerne og forestiller sig alt muligt. Men når de så møder dem, går det op for dem, at vi alle er… mennesker.”

Sofia føler en faglig og social tilfredshed og kalder sig privilegeret:

”Jeg er nået dertil, hvor jeg gerne vil nå, men jeg sætter mig hele tiden nye mål.”

Igen en følge af hendes kaste-baggrund. I den stiler man efter nye udfordringer, når tiden er til det.

Privat bor hun i Tilst sammen med sine forældre. Hun siger, at hun satser på karrieren og venter med at stifte familie.