Samsor Shirzoi
Trænerens nødvendige arbejde med kegler

En sportslig ildsjæl

Portræt af Samsor Shirzoi

Af Poul Holst Jensen 

Samsor Shirzoi styrter ind på banen. Den 1.80 meter høje, atletisk byggede fyr, tager fat i to piger. Han tager dem til side, og taler højlydt til dem. Den højeste af pigerne er utilfreds over en grov tackling, og har skubbet til den anden pige. – Tag det nu roligt, siger han til pigerne. Han står og snakker med dem, han er deres træner, og hans håndfaste indgriben og gode overblik sikrer, at alt igen snart er fred og ro. De giver hinanden hånden.

Denne solbeskinnede søndag har jeg sat ham stævne. Jeg går rundt om Søndervangskolen, jeg undres, for der er meget stille. Først rundt om det sidste hjørne, kan jeg høre noget, og får øje på flokken, 10 piger og en ung mand med solbriller, Samsor. Han fortæller dem, at de skal i gang med opvarmningen, de skal løbe to omgange rundt om banen.

Samsors fritid er sport, fodbold og volleyball, som de vigtigste, men andre ting som bowling, go-cart, løb, rapellling og skisport, interesserer ham også. Han er fascineret af sport, han elsker det. "Det giver energi til at lave noget andet ved siden af," som han siger. Det ligger lidt i blodet, der var en bedstefar, som var med på det afghanske landshold i hockey. Hans forældre stammer sportsinteressen ikke fra. Hans mor synes, det er ok med noget løb, men ellers at det er farligt. Faderen synes, at Samsor bliver for egoistisk, han så hellere, at tiden blev brugt på noget andet. På spørgsmålet om der ikke har været andet end sport, nævner Samsor ”ung til ung” samtaler. Samtaler hvor unge hjælper unge.

Pludselig er en af pigerne tæt på os, og straks giver Samsor pigen sin fulde opmærksomhed. Hun har slået sig, og Samsor spørger omsorgsfuldt, hvor det gør ondt, og hjælper med at lindre smerten. Han har selv spillet i Kongerslev, Aab og AGF, og har i sin seniortid været med hos AIA. Flere gange er turen gået sydpå til fodboldstævner i Spanien og Italien. Hans største sportslige succes, var da han blev kåret som bedste spiller, og et par år i træk var han den hurtigste løber i skolen. Sportslig fiasko blev oplevet under en turnering i Kolding, hvor det ”kun” blev til en semifinale. I øjeblikket er han skadet i lysken, hvilket ikke bekommer ham særlig vel, og han er naturligvis bekymret for hvor meget, det vil begrænse hans sportslige aktiviteter i fremtiden.

Et følsomt hjerte afslører Samsor også. På spørgsmålet, hvem føler du dig mest knyttet til, er svaret hverken hans mor eller far. Svaret er hans faster. "Hun var både mor og far for mig og mine søskende, da vi var små. Hun passede os, og behandlede os kærligt," siger Samsor. Både moderen og faderen arbejdede meget, da Samsor var mindre. "Det giver mig sår i hjertet, jeg savner hende, og jeg har svært ved at arbejde, når jeg tænker på hende, hvor hun er og på hendes situation," siger Samsor. Han håber, hun snart kan komme på besøg. Hun har det svært med helbredet, både som følge af adskillelsen og fysisk.    

Samsor går på gymnasium, om få dage er de sidste skoledage overstået, og studentereksamen venter. Fremtidsvisionen er noget med management på Handelshøjskolen, 3–5 år som ansat, og derefter selvstændig, noget med teknik, pc’er, gerne teknologi, som endnu ikke er opfundet. "Jeg kan godt lide det strukturerede danske samfund, og jeg vil gerne være en del af det," siger han. Han virker som en glad og reel ung mand, der har sat sig nogle mål for fremtiden.