"Jeg ønskede at være mig selv"

Saeed Fadavi arbejder som underviser på Skolen for Kunst & Design.

Trods travlheden tager Saeed Fadavi godt i mod os, da vi besøger ham på Skolen for Kunst & Design i Århus. Vi bliver inviteret ind på lærerværelset, som ifølge Saeed bl.a. bruges til afkobling i den stressede hverdag.

På tavlen inde på lærerværelset er der tegnet mange skitser og figurer, som ligner noget af en brainstorm. Dette får os til at tænke på, om mon en kunster nogensinde kan slappe af og ikke betragte verden med kunstneriske briller.
For at lære kunstneren bedre at kende, beder vi ham om at fortælle lidt om sig selv og om sin vej mod den karriere, han har skabt sig.

Kunne ikke findet et arbejde
Hvem er Saeed Fadavi?
”Det er et godt spørgsmål,” svarer Saeed med et smil og fortsætter: ”Jeg er 48 år og kommer fra Iran. Jeg har været i Danmark siden midten af 80erne. Et par måneder efter min ankomst til Danmark gik jeg i gang med min uddannelse på Kunstakademiet. Sprogmæssigt var det svært at følge med, men det kompenserede mine tegninger for. Jeg har altid haft sans for tegning. Tegning er det redskab jeg udtrykker mig med,” siger Fadavi og fortsætter:

”Efter jeg var færdig med min uddannelse, fik næsten alle dem fra min årgang et job, mens jeg ikke kunne finde noget. Kommunen sendte mig på jobtilbud på Viby Skole – mit første job i Danmark, det er jeg meget taknemmelig for i dag,” smiler Saeed.

"Jeg er en alien"
”For at være fri for forældrenes fordomme og børnenes nysgerrighed bad jeg skoleinspektøren på Viby Skole om ikke at fortælle nogen, hvor jeg kom fra. Jeg ønskede kun at være Saeed - mig selv – ham, der er glad for at tegne, og ikke ham fra det og det land. Jeg ønskede ro fra alt for bedre at kunne koncentrere mig om at skabe kunst, for det var det vigtigste for mig,” siger Saeed med et stort smil og fortsætter:

”Efterhånden lærte børnene mig bedre at kende, forældrene stolede på mig og var meget begejstrede over at se den kunstneriske side hos deres børn. Hver gang børnene spurgte mig, hvor jeg kom fra sagde jeg: Jeg kommer fra Kina, eller: Jeg er en alien. Det fik børnene til at grine. Til sidst var jeg kun Saeed for dem. Ham, de havde det sjovt sammen med,” siger Saeed.

"Jeg arbejdede hele tiden"
”Jeg kan huske, at en dag kom skolens pedel til mig og sagde: Jeg har en lille racist i mig, som jeg ikke kan gøre for, men dig kan jeg godt lide, for du arbejder hele tiden,” husker Saeed tilbage med et smil.
”Det, at jeg var så energisk og arbejdede hele tiden - gik rundt med børnene og skabte skulpturer og udsmykkede Viby Skole førte mig sammen med Lis Bramsen, som var lærer på en anden skole på det tidspunkt, og som startede Skolen for Kunst & Design,” siger Saeed.

I dag arbejder Saeed Fadavi som underviser på Skolen for Kunst & Design og har sit eget atelier i Århus Centrum. Flere gange har Saeed været med til udsmykning til Århus festuge.

Kampen med tumoren
Hvordan har dit liv været?
Saeed kigger ud af vinduet og svarer: ”Jeg har måttet kæmpe mod mange udfordringer gennem mit liv. Først flugten fra Iran. Dernæst et fremmed land og et fremmed sprog. For ca. 2 år siden fik jeg at vide, at jeg har en godartet tumor i hjernen. Tumoren blev opereret væk, men førte til, at jeg mistede mit sprog. Jeg kunne ikke tale i et år. Jeg er ved at lære de sprog, jeg kunne før, helt forfra,” afslutter Saeed Fadavi med et smil.

"Min karriere startede på Viby Skole"

Se Fadavis og andres værker i vores fototema om byrumskunst i Viby