Tilbage til skolen

Meryem Øztoprak - "Det er ikke fordi der er noget galt med kvarteret. Man bliver bare træt af at være det samme sted hele tiden."

Portræt af Meryem Øztoprak

Af Yusuf Kiris

Meryem Øztoprak, 20 år, bor sammen med sin far, mor og seks søskende, i Rosenhøj. Hun har en storebror, en storesøster og fire mindre søskende. Meryems forældre er født i Tyrkiet, i en by som hedder Sivas, men alle børnene er født og opvokset i Danmark.

Meryem har gået på Selam Friskole, hvor hendes far også er skoleinspektør. Tilfældet vil, at hun er vendt tilbage til skolen - nu for at arbejde.

Hun har gået i skole, indtil hun var 17 år. Derefter begyndte hun at arbejde, fordi hun ikke blev optaget på PGU (pædagogisk grunduddannelse). Hendes ønske var at blive uddannet som pædagog.

Nu arbejder hun på Selam Friskole i Hasselager som pædagogmedhjælper og rengøringsassistent. Hun ser ikke kun sin far hver dag på skolen - hendes fire mindre søskende går også på skolen.

Det er også en fordel for hende: ’’Jeg har det meget fint her på skolen og er meget glad for mit arbejde. Jeg har selv været elev på den gamle Selam friskole, da den lå i Åbyhøj, så jeg kender det fleste lærere og elever. Børnene på skolen er også meget søde. Jeg elsker at møde nye ansigter," lyder det fra Meryem.

Vokset op i Rosenhøj
Hun har hele sit liv boet i Rosenhøj. ’’Jeg var glad for at bo her i min barndom, da jeg var 6-12. Der var Rosenhøj meget sjovere, men det er på en måde blevet meget kedeligere nu.

Alt det ballade og hærværk, som har været i området, påvirker også én rigtig meget.

"Det er jo heldigvis overstået nu, kan man sige. Der er også flyttet rigtig mange nye udlændinge til Rosenhøj i løbet af de sidste 2-4 år. Det er meget spændende, hvordan Rosenhøj kommer til at være de kommende år. Det er også lidt kedeligt at bo det samme sted hele tiden, det er ikke fordi, der er noget galt med kvarteret. Man bliver bare træt af at være det samme sted hele tiden," siger Meryem.

Selv om hun arbejder næsten fra morgen til aften, kan hun også lide at være sammen med vennerne. ’’Jeg elsker at være sammen med mine venner, tage på café, til stranden eller lignende," siger Meryem.