Plads til pigerne i Rosenhøj

Publiceret 03.05.12 kl. 11:20 af

Maisa Khan

Ildizija giver Hanan en ansigtsmaske – de er fotograferet på en skønheds/spa-dag i pigeklubben forleden.

Ildizija giver Hanan en ansigtsmaske – de er fotograferet på en skønheds/spa-dag i pigeklubben forleden.

”Det er super fedt at komme i pigeklub!” Sådan lyder det fra en stormilende Ildizija, før hun slutter sig til de andre piger.

Ildizija er 12 år gammel, og til daglig går hun i 6. klasse på Søndervangskolen. Hun er en af de piger, der kommer i pigeklubben i Klubben Rosenhøj. 

Drengefri zone
Pigeklubben er et frirum for piger i alderen 10-14 år, hvor der laves forskellige fælles aktiviteter. I denne drengefri-zone er der plads til alt fra tøsesnak og skønhedstips til biografture og bagedage.  Det er hyggelige arrangementer, der er med at styrke båndet mellem de unge piger i lokalområdet.

Pigerne kan være med til at bestemme, hvad der skal ske. Beslutningerne bliver nemlig taget i fællesskab med pigerne.

Alle piger er velkomne
Hanan er også en af de piger der kommer i pigeklubben:
”Det ville være super fedt, hvis der var rigtig mange piger der kom i pigeklubben, for jo flere vi er, jo sjovere bliver det,” siger hun.

Alle piger i alderen 10-14 år velkomne til at deltage i pigeklubben, som de to socialrådgiverstuderende Maisa Khan og Maha Kamal i samarbejde med Mette fra Klubben Rosenhøj står for.  Pigeklubben finder sted hver mandag kl. 16-18 i Klubben Rosenhøjs lokaler.