Klubben Rosenbøj har siden torsdag aften været udsat for en bølge af hærværk og ildspåsættelser i Klubben. Meget tyder på, at det er lokale unge, der står bag, og at de har påsat ild, mens der opholdt sig unge inde i huset.
”Vi har fået smadret 22 ruder, og 3 gange er der forsøgt at sætte ild på klubben. Derudover har der været to indbrud, og vores klubbus har også fået smadret vinduer,” oplyser souschef Jakob Kristensen og klubleder Merete Poulsen.
De har mandag sendt brev ud til forældrene for at orientere om sagen og få hjælp til opklaringen. I brevet hedder det blandt andet:
”Det er helt tydeligt for os, at det er unge fra området, som står bag hærværket. Derfor har vi brug for jeres hjælp til at finde frem til de unge, som står bag det. Vi er ret sikre på, at mange af de børn og unge, som går i klubben, ved hvem der har ødelagt deres klub.
Derfor vil vi gerne bede jer som forældre, om at tage en snak med jeres børn omkring hærværket i deres klub. I skal alle være velkomne til anonymt at fortælle os, hvad I ved, og det samme er jeres børn.”
De to ledere oplyser, at det vil koste klubben mindst mellem 75.000 og 100.000 at udbedre alle skaderne.
”Det er penge, som klubben naturligvis ikke har og det vil komme til at påvirke vores aktiviteter og økonomi i lang tid fremover,” hedder det i brevet til forældrene.
Ild på hus med unge i
Ifølge lederne ser politiet med stor alvor på sagen, når man sætter ild på et hus med 40-50 unge inden i.
”Det er langt ud over, hvad vi vil finde os i. Det betyder selvfølgelig, at når de unge, som står bag ødelæggelserne, bliver fundet, så bliver de naturligvis meldt ud af klubben,” hedder det i forældrebrevet.
Hærværk mod Klubben Rosenhøj
Publiceret 16.01.12 kl. 19:16 af
Tilmeld elektronisk nyhedsbrev
Ønsker du ikke længere at abonnere på Viby Syd nyhedsbrev? Klik her!




