Fond skyder fem mio. kr. ind i medborgerhus

Publiceret 08.01.12 kl. 12:38 af

Birger Agergaard

Arkitektfirmaet C. F. Møller har tegnet medborgerhuset. Her er den kommende fællessal.

Arkitektfirmaet C. F. Møller har tegnet medborgerhuset. Her er den kommende fællessal.

Det lykkedes at få finansiering udefra til det kommende medborgerhus ved Søndervangskolen. Med fem millioner kroner fra Lokale- og Anlægsfonden er finansieringen af byggeriet til 45 mio. stort set på plads.

LOA-Fonden har besluttet at give fem mio. kr. fordi medborgerhuset er udtryk for nytænkning. Til Århus Stiftstidende sigerTorben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, at der bliver tale om en helt ny form for medborgerhus.

"Det er et spændende eksempel på, at man i et socialt udsat boligområde skaber en helt ny for form for medborgerhus. Hvor det som oftest kun er beboerne i de enkelte boligforeninger, der kan benytte det lokale medborgerhus, så skaber man i Viby Syd et medborgerhus, der er åbent og kan bruges af alle beboere i lokalområdet og resten af byen," siger Torben Frølich.

Han kalder det samtidig "et arkitektonisk stærkt projekt, hvor husets selvstændige identitet formår at spille godt sammen med både skolen og udearealerne på den nye aktivitetsplads."

Huset vil koste ca. 45 mio. kr. at bygge. Aarhus Kommune bidrager med 10 mio., Boligforeningen Århus Omegn skyder hele 25 mio. kr., ind, og LOA-fondens fem mio. kr. bringer finansieringen næsten på plads.

Boligforeningen var en tur i København sidste sommer for at mødes med LOA-fonden, og beskeden var, at hvis der kunne skrives en nytænkende ansøgning, var der chancer for penge.

Ikke alene er medborgerhuset beregnet for hele bydelen, men nytænkningen består især i samklangen med Søndervangskolen, som huset skal bygges sammen med. Det giver muligheder for, at skolen kan benytte det nye hus, og omvendt, at beboerne kan benytte skolens mange funktionelle lokaler.