De go’e ben - Tju falderi og falderullalei

Publiceret 23.10.11 kl. 11:30 af

Gunni Seidelin Petersen

Revyspillerne i "De Goe Ben" var blændende.

Revyspillerne i "De Goe Ben" var blændende.

... og bagefter var der kaffe.

... og bagefter var der kaffe.

Seniorklubben i Rosenhøj inviterede onsdag den 19. oktober til håndmadder og revy. Omkring 30 seniorer tog mod tilbuddet og fik en festlig eftermiddag.

Klokken et havde Kirsten og Ritha dækket op i selskabslokalet til et par go’e håndmadder og bagefter var der go’e ben – ja, sådan kaldte de festlige revyspillere sig. Vi fik mange af de gamle kendte sange fra fordums revyer lige fra den om den lille pige i flade sko til moderens formanende ord til datteren før hun skal ud med kæresten – husk det er helt utroligt, hvad en pige kan opnå med foldede hænder og samlede ben. Der var også masser af hula hula og tju falderi og falderullalei.

Succesen var hjemme
Bifaldet efterlod ingen tvivl om, at succesen var hjemme. Efter forestillingen var der tid til et par timers hyggeligt samvær, mens kaffen og kagen samt måske en enkelt øl blev nydt og verdenssituationen endevendt.

Rosenhøj Seniorklub er et tilbud til seniorer i området om at mødes til nogle hyggelige timer hver anden onsdag eftermiddag – i de lige uger – i selskabslokalet i Rosenhøj. Her hygges, snakkes, drikkes kaffe, spises kage og en gang imellem spilles der banko.

Hvis du vil vide mere om Seniorklubben, kan du ringe til Kirsten Kristensen på tlf.: 24 24 25 94.