Torsdag aften fandt flere end 300 mennesker vej til bålpladsen mellem Rosenhøj og Ringvej Syd. Her fejrede Viby Syd Sankt Hans Aften.
Der var fyret op i grillen fra kl. 19.00, og mange havde maden med og spiste og hyggede sig sammen. Boligforeningens medarbejdere havde på forhånd slæbt en masse borde og bænke over på pladsen. Der var også en lille bålplads klar til snobrødsbagningen, så børnene ikke skulle vente, til det store bål var brændt ned med at bage de populære snobrød.
UTUS var også mødt talstærkt op, de underholdt børnene med ansigtsmaling og flødebollekastemaskine. Her var hurtigt en lang kø.
Som det hører sig til, blev der kl. 21 holdt båltale. I år var det borgmester Nicolai Wammen. Han talte om Viby Syd som et boligområde i en god positiv udvikling, om de store forventninger, vi alle har til gennemførelsen af den store helhedsplan for området, og han talte om det positive i den mangfoldighed af mennesker, nationaliteter og religioner, der karakteriserer Viby Syd.
Efter båltalen blev bålet - med noget besvær – tændt, og midsommervisen blev sunget på Shu-Bi-Dua’s populære melodi. Vejret var stadig mildt nok til, at folk hyggede sig ved bordene, men ved titiden begyndte man at bryde op. Kl. 22.30 var der kun to af boligforeningens medarbejdere tilbage, de skulle sørge for at bålet var forsvarligt slukket, før festen var helt forbi.
Det blev en rigtig hyggelig aften for de mange, der var mødt op.







