Max Laursen spørger i et indlæg på vibysyd.dk, om udlejningsforsøget i Rosenhøj har været så stor en succes, at Boligforeningen Århus Omegn vil forsøge at få forsøget forlænget.
vibysyd.dk har bragt spørgsmålet videre til direktør Leif Jensen, og han bekræfter, at boligforeningen ønsker forsøget fortsat efter den 30. november 2011, hvor det treårige forsøg udløber.
Boligforeningen har jævnligt indsendt rapporter til Socialministeriet, senest i oktober 2010.
”Af den fremgår det, at på alle de områder hvor vi måler udviklingen, har denne været positiv, sammenlignet med udviklingen i øvrige almene boligområder og Aarhus som helhed,” oplyser Leif Jensen.
De områder boligforeningen måler på, er bl.a. udviklingen i andelen af voksne uden for arbejdsmarkedet, herkomst, andelen af børn og unge i afdelingen, samt ungdomskriminalitet.
De seneste udtræk vi har foretaget fra BoSoc viser, at denne tendens er fastholdt siden oktober.
Positiv udvikling har flere årsager
”Den positive udvikling kan ikke alene tilskrives udlejningsforsøget, men i lige så høj grad de mange andre aktiviteter i Rosenhøj, ikke mindst Lejlighedsprojektet,” siger Leif Jensen.
I hele perioden siden forsøgets start har vi haft 275 genudlejninger. Af disse er 194 (70,5%) udlejet til erhvervsaktive, 53 (19,3%) til studerende og 28 (10,2%) til ældre eller handicappede. Alle udlejninger har således været til målgruppen for udlejningsforsøget.
”Vi tillader os derfor at anføre, at udlejningsforsøget har været en succes.
Ikke desto mindre har vi sat det på ”stand by” som følge af den fysiske helhedsplan for Rosenhøj, hvor vi får brug for de ledige boliger til de familier, der som følge af renoveringerne, skal fraflytte deres bolig.
Men det er også lige så klart, at vi ønsker forsøget forlænget med yderligere fem år. Vi tror det vil gøre det meget attraktivt at bo i Rosenhøj,” fortsætter Leif Jensen
Flest ledige på venteliste
Rosenhøj oplever en stadig længere venteliste til 4- og 5- rums boliger. Der er over 300 ansøgere til en bolig på 4 værelser i Rosenhøj, heraf er lidt over 75 erhvervsaktive eller studerende. Omvendt betyder det også, at over 225 ansøgere til en bolig på 4 værelser i Rosenhøj ikke er erhvervsaktive eller studerende.
”Får vi ikke mulighed for at fortsætte forsøget, kan vi se af ventelisten, at det er fra denne gruppe af ansøgere, vi skal finde de kommende beboere. Det vil ikke give den ønskede effekt. Derfor er en fortsættelse af udlejningsforsøget nødvendig,” siger Leif Jensen.
Boligforeningen venter, at udlejningsforsøget sammen med de øvrige tiltag i afdelingen kan medvirke til at fastholde og stadig forbedre den positive udvikling.
Udlejningsforsøg skal helst fortsætte
Publiceret 20.07.11 kl. 09:02 af
Tilmeld elektronisk nyhedsbrev
Ønsker du ikke længere at abonnere på Viby Syd nyhedsbrev? Klik her!

