Gangbroen over Ringvej syd forbinder boligområderne i Viby Syd.
Men der mangler noget, mener Gunni Petersen, der bor i Rosenhøj og i øvrigt er afdelingsformand her. Der bør være noget flot og markant, som binder boligområderne bedre sammen.
Derfor har han lagt et forslag ind på den hjemmeside, som Danmarks Radio har oprettet, og som lokker med tre kunstværker rundt i landet - se www.dr.dk/voreskunst
Her er Gunni Petersens forslag på siden:
Jeg foreslår en kunstnerisk bearbejdning af stibroen over Ringvej Syd mellem Rosenhøj og Søndervangen.
Boligforeningerne i Viby Syd arbejder for tiden sammen med Aahus Kommune om en helhedsplan for Viby Syd.
Der har lige været afholdt en arkitektkonkurrence, hvor et stort ønske har været en masterplan for området, som skaber en bedre sammenhæng mellem de tre boligområder - Rosenhøj, Søndervangen, Kjærslund, butikerne på Sønderhøj, Søndervangskolen og Viby Gymnasium. Målet er at skabe en sammenhængende bydel.
Ringvejen skiller bydelen
En af de store udfordringer for at opnå dette mål er Ringvej Syd, som skiller Søndervangen fra resten af bydelen.
I dag er der en stibro over ringvejen, som i forbindelse med gennemførelse af helhedsplanen, skal udbygges og forbedres.
Her er den perfekte placering af et kunstværk, det ville være et signal af stor betydning for en bydel i en god udvikling," slutter Gunni Petersen.
Du kan gå ind på siden og give en tommelfinger op (eller ned?). Jo flere tommelfinger op - jo bedre for forslaget.

