Glæde over medborgerhuse i Viby Syd

Publiceret 28.09.10 kl. 11:16 af

Birger Agergaard

Der skal være noget, der samler Viby Syd. Tæt trafik på Ringvej Syd er i øjeblikket med til at adskille området, og ifølge Søndervangen mangler der en gangbro ud over den, hvorfra billedet her er taget.

Der skal være noget, der samler Viby Syd. Tæt trafik på Ringvej Syd er i øjeblikket med til at adskille området, og ifølge Søndervangen mangler der en gangbro ud over den, hvorfra billedet her er taget.

Ikke bare eet medborgerhus - men hele to og måske endda tre medborgerhuse kan blive resultatet af helhedsplanen for Viby Syd. Og der skal sættes et sted mellem 25 og 55 mio kr. af til formålet.

Det vækker glæde i Viby Syd, at der foruden det kommende medborgerhus ved Søndervangskolen indrettes et "satellit-medborgerhus" i Søndervangen, og at også Kjærslunds selskabslokaler kan tænkes ind til fælles formål i området.

"Det er vigtigt, at vi også får aktiviteter i Søndervangen for at få aktiviteterne bredt godt ud," siger direktør for Viby Andelsboligforening, John Jensen, til borgerportalen. 

Han - og formentlig alle beboerne i Søndervangen - er tilfreds med, at den gamle gård i afdeling 27 Søndervangen tænkes ind. Det er en slidt bygning, som bruges til lidt udlejning, men i arkitektkonkurrencen om helhedsplanen skal de fire rådgiverteams også tænke denne gård ind som "satellit-medborgerhus". Og at der også er mulighed for at tænke Kjærslund ind.

Måske flere penge til medborgerhuse
Der har været meget tvivl om finansieringen af medborgerhuset ved Søndervangskolen, og en overgang så det ud til, at der bare var afsat småpenge til formålet. 

Men Landsbyggefonden oplyste senere, at der kunne søges om ekstra penge til medborgerhuset. Ifølge Mikkel Schiørring, kommunens konsulent på helhedsplanen, har arkitekterne fået at vide, at der er en ramme på mindst 25 mio. kr.

"Vi håber samtidig på en ekstra finansiering via fonde, men det er ikke på plads endnu. Derfor har vi meldt, at der er et interval mellem 25 og 55 mio. kr. til medborgerhuset og satellitter," siger konsulenten. Det er blandt andet Lokale- og Anlægsfonden, der er tiltænkt rollen som ekstra-donor til husene.

Søndervangen: tilbud til alle
I Søndervangen har man endnu ikke gjort sig tanker om, hvad huset skal tilbyde af aktiviteter, men boligforeningens direktør John Jensen kan godt forestille sig, at det både bliver helt lokalt funderede aktiviteter og samtidig tilbud til alle beboere i Viby Syd. Det gælder også selskabslokalerne i Kjærslund.

"Vi skal have bundet området godt sammen - på trods af den forbandede Ringvej Syd," bemærker John Jensen. Vejen skærer sig ind mellem Søndervangen og Kjærslund/Rosenhøj, men politikerne har allerede afgjort, at der ikke må være en rundkørsel på stedet. 

"Vi havde jo gerne set noget, der gør det lettere at krydse vejen. Den nuværende gangbro er placeret forkert for folk i Søndervangen - der bør være en på sydsiden af Søndervangs Alle," lyder opfordringen til arkitekterne.