Nadia Nadim indstillet til pris

Publiceret 26.11.10 kl. 10:50 af

Birger Agergaard

Landsholdsspiller og Skovbakken-spiller Nadia Nadim - indstillet  til stor pris.

Landsholdsspiller og Skovbakken-spiller Nadia Nadim - indstillet til stor pris.

Den tidligere Rosenhøj-pige og fodboldspiller Naida Nadim er kommet utroligt langt på få år. 14. december vil det vise sig, om det rækker til "Kulturministeriets Idrætspris 2010", som ud over æren består af 200.000 gode kroner.

Det er Team Danmark, som har indstillet IK Skovbakkens Nadia Nadim som en af tre kandidater til prisen, som uddeles 14. december. De to andre er Dansk Orientering Forbund og bordtennisspillerne Jonathan Groth og Kasper Sternberg

Angriberen, der som barn flygtede til Danmark med sin familie fra Afghanistan, er indstillet for »at være rollemodel og bryde grænser med sporten« og fordi hun »ser muligheder og ikke begrænsninger«.

Mange i Rosenhøj husker den paradoksale periode, hvor der stod en plads ledig på kvindelandsholdet, men hun kunne ikke overtage pladsen, fordi hun ikke var dansk statsborger. Alle kunne se det barokke i situationen, og problemet løste sig da også.

Hun debuterede på landsholdet 4. marts 2009 under en turnering i Portugal. Og blev den første danske kvindelige A-landsholdsspiller med indvandrerbaggrund. Hun har blandt andet arbejdet for Århus Kommune i integrationsprojekter for unge drenge i Rosenhøj, hvor fodbold skal få folk til at finde sammen på tværs af køn, etnicitet og alder.