Lørdag Den 12. juni er det WORLD WIDE KNIT IN PUBLIC DAY, dvs. international udendørs strikkedag. Dagen vil blive markeret med et arrangement på græsplanen ud for Lejligheden Rosenhøj 19 B, hvor alle interesserede er velkomne til at komme og strikke lørdag den 12. juni kl. 13-16.
Strikning er en social hobby
”Håndarbejde er kendt i alle kulturer. Det at klippe husdyrene og bruge ulden til tøj har været livsnødvendig – det er enten blevet vævet eller strikket,” fortæller sognemedhjælper på Ravnsbjergkirken Inger Lodberg og fortsætter:
” Når man strikker, sidder man ofte og strikker alene derhjemme – men det er faktisk en meget social hobby – man kan både snakke og grine samtidig. Så kom og strik og vær med til at få gode ideer og en god snak.”
Ideen startede i USA
Ideen med udendørs strikkedag startede for fem år siden i USA og har i de sidste par år spredt sig til Europa og resten af verden.
”Ideen til WWKIP-DAY opstod i USA for 5 år siden og den gode ide har siden bredt sig, så der i dag sidder kvinder og strikker hele jorden rundt denne dag,” fortæller Inger Lodberg.
Plakaten til arrangementet kan ses her.


