En yderst aktiv beboerdemokrat i Søndervangen er desværre ikke mere.
I forrige uge afgik Jørgen Thagaard pludselig ved døden. Jørgen havde godt nok indenfor de seneste par år kæmpet med sygdom, men havde så sent som i slutningen af april fået besked om at være fuldstændig helbredt, hvorfor meddelelsen om dødsfaldet rammer ekstra hårdt.
Siden Jørgen & Nina flyttede til Søndervangen i slutningen af 60’erne, har Jørgen altid været aktiv både i det boeboerdemokratiske som afdelingens fritidsarbejde.
Han har beklædt formandsposten i mange år begge steder og udført en prisværdig og uegennyttig indsats for afdelingens beboere.
Jørgen havde et åbent væsen og havde meget let ved at komme i kontakt med de mennesker han havde kontakt med, de følte ærlighed og tryghed i hans selskab.
Han havde sin egen direkte måde at kommunikere på, der bl.a. kom til udtryk når han eksempelvis forelagde et budget eller regnskab på et afdelingsmøde.
Her var der ikke plads til bureaukratiske talemåder. Her blev tallene og de nogle gange lidt komplicerede begreber fremlagt på en for alle tilstedeværende, meget forståelig og jordnær måde.
Jørgen varetog også afdelingens interesser i mange andre sammenhænge. På det seneste har det været arbejdet med elementerne i helhedsplanen for Viby Syd, som Jørgen aktivt deltog i, herunder varetagelsen af Søndervangens interesser og placering i løsningen af planens indhold.
Jørgen var et varmt og engageret mennesker med en meget fin og social forståelse for sine medmennesker.
Vi kommer til at savne hans virke i boligområdet, hvor han med sin retlinethed, ordenssans og forståelse for både detaljen og de store sammenhænge har sat sit store præg til gavn for områdets beboere.
Vi vil savne ham, men størst savn vil der være for Nina, pigerne, børne- og svigerbørn, der har mistet deres nærmeste.
Æret være Jørgens minde.
Mindeord om Jørgen Thagaard
Publiceret 08.06.10 kl. 14:02 af
Tilmeld elektronisk nyhedsbrev
Ønsker du ikke længere at abonnere på Viby Syd nyhedsbrev? Klik her!

