I sommerperioden havde mange børn og unge i bl.a. Viby Syd mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter og dermed komme igennem de lange sommerdage på en sund og oplevelsesrig måde.
Det samme var ikke tilfældet for de lidt ældre beboere i området. Det mener i hvert fald Faride Mansour, der selv har savnet aktiviteter og motionsfaciliteter især for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk.
Mangler en svømmelærer
”Det gælder ikke kun i sommerperioden, men det er et generelt problem, at vi kvinder ikke har mange motionsmuligheder i Viby Syd. Vi har simpelthen brug for flere motionsfaciliteter i området,” siger Faride Mansour, som har boet i Rosenhøj siden 2005 og er mor til fire børn.
”Jeg er selv aktiv inden for den afghanske forening i Viby. Vi mødes flere gange om måneden, hvor vi laver mad og snakker sammen. Jeg forstår på de andre kvinder, at mange af dem ligesom jeg har lyst til dyrke sport. F.eks. har mange af os lyst til at gå til svømning. Men det har vi ikke mulighed for her i området."
"Hvis vi vil svømme, så skal vi til Brabrand, og det kan være lidt svært for kvinder med små børn at tage bussen frem og tilbage. Jeg ved, at der findes en svømmehal i Viby, men kommunen vil ikke stille en svømmelærer til rådighed. Vi har spurgt en dansk kvinde, som vi kender, om hun ville være vores frivillige svømmelærer, men hun siger, at hun ikke alene kan tage ansvaret for 12 kvinder,” fortæller Faride Manosur med et trist udtryk i ansigtet.
Mange isolerede kvinde
Faride Mansour har spillet tennis i Afghanistan og har meget lyst til at starte på det igen, men synes ikke, at hun har mulighed for det her i Viby Syd. ”Jeg elsker at spille tennis, men vi mangler simpelthen motionsfaciliteter her i Viby Syd,” siger Faride Mansour og fortsætter:
”Mange kvinder i området er meget ensomme og isolerede. De går hjemme hele dagen og bliver med tiden deprimerede. Det ville være godt for dem at gå til nogle aktiviteter, komme ud af isolationen og udvikle sig fysisk, socialt og psykisk.”

