”Få ballademagere gør livet surt i de ellers fredelige multietniske boligområder.”
Sådan konkluderer seniorforsker Knud Erik Hansen i en ny rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet. Knud Erik Hansen har undersøgt de voksnes dagligdag i tre multietniske boligområder; Rosenhøj i Viby samt Tingbjerg og Akacieparken i København.
Der er to ting der springer i øjnene: Når det gælder naboer og netværk, så ligner de voksnes tilværelse fuldstændig den, der hersker alle andre steder i det danske samfund. Men: Selv om hverdagen normalt er rolig, så skaber en lille gruppe uromagere bekymring og irritation i hverdagen blandt de voksne. Beboerne er ikke utrygge ved at færdes i områderne, men de er bekymrede for at deres børn skal komme i dårligt selskab.
Undersøgelsen viser, at det er meget få unge, der er årsag til alvorlige problemer i boligområderne. Det drejer sig om hærværk, aggressive tilråb, vild kørsel på knallert på gangstierne, hængen ud i trapperum og lignende. Mange afholder sig fra at irettesætte de unge, fordi de er bange for repressalier.
Ingen tør sige fra over for de unge bøller
”Det er et stort problem, at det er kommet så vidt at ingen tør sige fra over for de unge bøller. Det betyder, at de hårde drenge har magten og de normale mekanismer for hvordan man opfører sig bliver sat ud af spil. Det er dræbende for boligområderne,” siger Knud Erik Hansen og tilføjer: ”Når der er så få, der giver anledning til problemer, og man normalt ved, hvem det er, så burde det være en overkommelig opgave for myndighederne at sætte ind over for de unge og deres familier”.
Der kan også være enkelte familier, der har problemer, fx med arbejdsløshed og misbrug, men de er normalt ikke af en art, der påvirker og belaster hele boligområdet. I nogle opgange er der dog husstande, der har en uacceptabel adfærd. Det er blandt andet affaldshåndteringen, det er galt med. Der bliver sat affald på fællesarealerne og i opgangene, storskrald bliver smidt tilfældige steder. Men, igen er det de få, der overskrider normerne.
Læs hele rapporten ”Om at bo sammen i et multietnisk boligområde”
Få ballademagere gør livet surt
Publiceret 26.07.10 kl. 16:11 af
Tilmeld elektronisk nyhedsbrev
Ønsker du ikke længere at abonnere på Viby Syd nyhedsbrev? Klik her!

