Kvinder til klassisk koncert på Musikhuset

Publiceret 20.01.10 kl. 16:26 af

Rosita Ahmadian

Sidste gang Trio Skt. Petersborg optrådte i Århus var i 1999.

"Jeg synes, at kvinderne skal have lov til at komme ud og opleve noget sammen," siger Hanne Jensbo.

Susanne Toft synes, at det er positivt, at så mange kvinder vil med til koncerten.

"Det er rart at være hjemmefra," synes Aysa Gelmis fra Rosenhøj.

 

Kvinder til klassisk koncert på Musikhuset
50 musikglade kvinder fra Kvindehuset i Viby var tirsdag aften blevet inviteret til Musikhuset for at overvære en koncert med de verdenskendte musikere Mikhail Sentchourov og Natalia Gorbenko fra Sankt Petersborg.

Bag invitationen stod den pensionerede advokat Hanne Jensbo, som er bestyrelsesformand for Kvindehuset og verdenspræsident for kvindeforeningen Soroptimisterne, som er en international forening, der hjælper kvinder over hele verden til bl.a. at få  rent vand og uddannelse.


Fælles oplevelse
”Det er Soroptimisterne, der har arrangeret koncerten i aften. Overskuddet går til et alderdomshjem for kunstnere i Sankt Petersborg. Grunden til, at jeg har foræret Kvindehuset ca. 30 billetter er, at jeg synes, at kvinderne skal have lov til at komme ud og opleve noget sammen,” fortæller Hanne Jensbo, da vi møder hende i pausen uden for Lille Sal i Musikhuset.

Kvindehuset måtte selv anskaffe 30 ekstra billetter, da tilmeldingen til koncerten var overraskende større, end de havde regnet med.

”Til at starte med købte vi 20 billetter, men det viste sig hurtigt, at flere kvinder var interesserede i koncerten, derfor blev vi nødt til at købe 10 ekstra billetter,” siger Susanne, som er aktivitetsmedarbejder i Kvindehuset, og fortsætter:

”Jeg synes, at det er utrolig dejligt og positivt, at der er så mange af vores kvinder, der har lyst til at komme med ind i Musikhuset en aften og lytte til en koncert, som man ikke ved, om man vil kunne lide – det er jo en klassisk koncert, og det er jo ikke alle, der bryder sig om klassisk musik. Det er dejligt, at kvinderne ville være med til at prøve noget nyt og gøre noget nyt. Har der været nogen kvinder, som ikke kunne komme med i aften, så har det været på grund af problemer med børnepasning og ikke andet.”

”Det er rart at være hjemmefra”
En af de kvinder, der er bruger af Kvindehuset, og som er med til koncerten, er Aysa Gelmis, som bor i Rosenhøj, og som er mor til 3 børn.

”Jeg er glad for at være her i aften. For musikken er en helt anden genre end det, vi lytter til til dagligt. Jeg elsker klaverspil, og det er rart at være hjemmefra,” erklærer Aysa med et stort smil.