Klubben Rosenhøj er klar med et rigtig godt tilbud til børn og unge i Viby Syd. Kontingentet for fritidsklubber i flere udsatte boligområder er sat ned til 200 kroner pr. år, og sølle 100 kroner pr. år koster det nu at komme i ungdomsklubben. Efter længere tids opfordringer er det nu lykkes klubber og boligforeninger at overbevise byrådet om at sætte prisen ned.
”I 2006/07 steg kontingentet med 350-400 procent, fordi det skulle koste det samme at gå i klub her, som i resten af byen,” siger Jakob Kristensen, som er souschef i klubben. ”Vi har prøvet at overbevise byrådet i 2,5 år om at det var alt for dyrt.”
Dengang mistede klubben også rigtig mange medlemmer. ”Vi mistede 50 medlemmer, plus alle dem der ikke meldte sig ind,” siger Jakob Kristensen. Men efter nedsættelsen har klubben oplevet en stor tilgang af medlemmer. ”Der er i øjeblikket 60 medlemmer i ungdomsklubben, og 30 er tilmeldt i fritidsklubben.”
Rap og parkour
I klubben er det blandt andet et rap-studie, som er åbent for alle uanset alder. ”Der er 37 tilmeldte til rap-studiet,” siger Jakob Kristensen og fortsætter, ”Der er unge fra hele Århus, men flest fra Rosenhøj.”
Den 2. september er der Parkour træning fra klokken 16-18, i samarbejde med Århus Parkour forening. Arrangementet starter klokken 16, nede foran klubben.
Hvis du skulle være interesseret i at blive medlem kan du kontakte klubben på telefon 87138273 og høre nærmere, eller du kan komme ned i klubben. Du finder klubbens hjemmeside her.


