25 år i beboernes tjeneste

Publiceret 08.04.10 kl. 21:57 af

Af Gunni Seidelin Petersen

Søren Embregts - tidligere Rosenhøj.

Søren Embregts, formand for Boligforeningen Århus Omegn, kan fejre 25 års jubilæum som beboerrepræsentant i boligforeningen.

I den anledning indbyder boligforeningen bestyrelser, medarbejdere, samarbejdspartnere og gode venner til  en uformel reception i fælleshuset i afdeling 17, Skovhøj 100, Hasselager fredag den 16. april kl. 13.00-16.00.

Søren blev første gang valgt som beboerrepræsentant, da han den 3. marts 1985 blev valgt ind i afdelingsbestyrelsen i Rosenhøj, hvor han blev formand i 1987. Denne post havde han indtil han i 2003 flyttede til den nybyggede afdeling 17 Skovhøj i Hasselager.

I Skovhøj blev Søren valgt som afdelingens første formand. Den post har han stadig. I 1989 blev Søren valgt til Århus Omegns hovedbestyrelse, hvor han fra 1992 har haft formandsposten.

Meget på "samvittigheden"
Søren har mange ting ”på samvittigheden” især fra tiden i Rosenhøj, hvor han var med til at gennemføre flere store projekter. Det største enkeltprojekt er renoveringen af sydfacaderne med de nye altaninddækninger. Men der er også ting som etablering af skraldsuget, gennemførelsen af den helhedsorienterede byfornyelse fra 2000-2005, hvor vi bl. a. fik vores egen genbrugsstation. Byggeriet af ungdomsboligerne på Matildelundsvej og byggeriet af den nye administrationsbygning på Skanderborgvej er også et resultat af Sørens utrættelige arbejde for Boligforeningen Århus Omegn.