Fem bebyggelser stillede sig frem forleden for alle århusianere, der havde lyst til at se nærmere på almene bebyggelser i Århus. Rosenhøj var en af de boligafdelinger, der åbnede sig for byens nysgerrige, og blandt dem var en gruppe arkitektstuderende, der havde til opgave at fotografere og skrive om, hvad de så.
Foruden Rosenhøj besøgte de Håndværkerparken i Højbjeg, Åbyhøjgården, gårde på Trøjborg og Lærkehaven i Lystrup.
Du kan læse meget mere om deres indtryk i JP Århus, men her bringer vi korte uddrag af de besøg, der gjaldt Rosenhøj. I Rosenhøj tog Tina Axelsen og Ole Juhl fra Boligforeningen Århus Omegn imod gæsterne og fortalte blandt andet om renoveringsplanerne.
Janni Schou Pedersen og Troels Heiberg Frandsen syntes, at der mangler liv:
På trods af gode initiativer som renoveringer af lejligheder, lokal genbrugsstation og en ny multibane midt i området, så mangler livet. Her er ikke noget torv, men i stedet et tilnærmelsesvist fladt plan med store friarealer mellem de stave, som blokkene udgør.
Bevares, det var en klam og fugtig lørdag eftermiddag. Men der var fravær af liv udenfor. Alt imens beboerne nysgerrigt og med næsen trykket mod ruden betragtede henved en busfuld mennesker på deres bebyggelse.
Mens beboerne jo bor her, er det fra et arkitektfagligt synspunkt klart, at de ikke har lyst til at indtage de vindblæste korridorer mellemde fem-etages blokke, der til forveksling ligner hinanden.
Man begynder som arkitekt in spe straks at kigge efter måder at gøre et sted mere attraktivt på – I Rosenhøj er mulighederne ikke bare mange, men også ligetil. Det handler om at få beboerne frem fra deres skjul bag ruderne og deltage i diskussionen af det sted de bor.
Man kunne afholde workshops for at afdække beboernes syn på deres egen bebyggelse, således at der bliver taget fat de rigtige steder, når der skal skabes et grundlag for et liv i bebyggelsen, der fordrer møder på tværs af boligblokke, etniske skæl, kultur og vaner.
Tænk at tage fat i blokkene og give dem egen identitet, der giver beboerne tilhørsforhold. Måske give blokkene mulighed for indbyrdes to og to at definere rummene imellem dem, få formidlet den menneskelige skala.
Christian Baastrup er ikke vild med beton, men ser dog muligheder:
Dette boligkompleks er et typisk betonbyggeri opført i 60'erne, efter hvad man dengang mente var de bedste retningslinjer. Området er i dag præget af en kedelig stemning af forladthed, hvor de eneste lyspunkter er de obligatoriske legepladser, beplantning og bord-bænkesæt, der med løs hånd er strøet ud i vindtunnellerne mellem betonblokkene.
Når dette er sagt skal der dog falde en stor ros til udnyttelsen og planlægning af boligforholdene inde i lejlighederne, som nok ikke kun gøre meget bedre. En stor ros skal de ansvarlige for boligområdet i dag også have for deres planlægning af renoveringspakke til lejlighederne og idéen om at lave en totalrenovering af området for at skabe en større social relation mellem beboerne. Dette bliver nu i sandelighed en udfordring af dimensioner!
Sander Nielsen er spændt på helhedsplanen:
Rosenhøj vidner om 70´ernes besættelse af beton. Syvogtyve fireetagers boligblokke strækker sig mod himlen, og vinden har frit spil over de tomme parkeringsarealer. Her leves livet indendøre. En arkitektonisk udfordring? Hvad helhedsplan vil medføre, bliver spændende at se.
