Flere tilbud til unge - nu!

Publiceret 15.10.09 kl. 06:00 af

Birger Agergaard

Det er rystende, at det skal koste så meget at gå i en klub, siger den radikale politiker Søren Højlund Carlsen.

Socialrådmand Laura Hay (V) vil inden længe blive kontaktet af den radikale politiker Søren Højlund Carlsen, der fik sig noget af en øjenåbner, da han var i Herredsvang.

Han fik her at vide, at der i høj grad mangler fritidstilbud til børn og unge i udsatte boligområder. Den besked fik han af blandt andet Henning Winther, der er projektleder på Rap and Dance Centret, og som har føling med, hvordan børn og unges behov dækkes.

"Jeg var godt klar over, at der ikke er tilbud nok til børn og unge, men at det står så skidt til, var noget af en øjenåbner. Jeg vil straks kontakte socialrådmanden og bede hende finde penge til nye tilbud. For det går direkte tilbage i hendes kasse, hvis flere begynder at spille fodbold og laver mindre hærværk," siger Søren Højlund Carlsen til aarhusvest.dk

Det koster for meget
Der ER tilbud, men nogle af de eksisterende er for dyre for svagtstillede familier. Det koster 623 kroner at gå i fritidsklub, og der er ikke søskenderabat.
"Det er rystende, at det skal koste så meget at gå i en klub," siger Carlsen, som stiller op til byrådsvalget.

Han hørte under mødet i Herredsvang om den undersøgelse fra Det Boligsociale Fællessekretariat, der dokumenterer den skæve forsyning af fritidstilbud i Århus - og det faktum, at høje kontingenter afholder mange fra at benytte de tilbud, der trods alt findes i udsatte områder.

Han og den københavnske partifælle, integrationskonsulent Manu Sareen, går til valgkamp på blandt andet at forhindre, at unge bevæger sig ind i kriminelle bandemiljøer, og de drager rundt for at præsentere et "bande- og socialt udspil". Besøget i Herredsvang gav dem stof til eftertanke.

Her er undersøgelsen fra Det Boligsociale Fællessekretariat