Ti unge drenge og piger er samlet i biblioteket på Søndervangsskolen med det formål at finde ud af, hvad Helhedsplanen for Viby Syd egentlig dækker over. De unge er selv elever på skolen og sidder i elevrådet.
Til mødet deltager desuden Rani Hørlyck, leder af Søndervangsskolen, Jens Heslop fra Borgmesterens Afdeling i Århus Kommune og Gunni Petersen, afdelingsformand i Rosenhøj. De tre holder hver et kort oplæg om helhedsplanen, hvorefter de blev mødt af spørgsmål fra borgerjournalisterne.
Helhedsplanen bliver hurtigt en kompliceret størrelse, som selv de garvede oplægsholdere til tider synes er vanskelig at forklare. Men de unge borgerjournalisterne formår alligevel at gøre den meget håndgribelig, mens de stiller kritiske spørgsmål til den enkelte oplægsholder.
”Hvad skal der ske med de arbejdsløse, som nu ikke længere kan få en lejlighed i boligforeningerne i Rosenhøj med den nye udlejning?”, ”Hvad koster det?”, ”Skal vi (forældrene) betale for det?” og ”Kommer der så idrætsmuligheder herude ligesom i Globus1?”.
Mest bekymrede bliver de dog, da Rani Hørlyck fortæller, at hun gerne ser, at skolen skal være åben for alle til sent om aftenen, hvortil en af de unge borgerjournalister spørger: ”Jamen, skal vi så gå i skole indtil kl. 21?”.
Nye vinkler på Viby Syd
Den ansvarlige for projekt ”Unge borgerjournalister” Lene Arentsen fortæller: ”I Viby Syd er der utroligt mange børn, som hver har mange interessante historier at fortælle om deres område. Det er historier, som sjældent kommer frem. Og som man kunne se i dag, har eleverne allerede en journalist gemt i maven. De stillede mange relevante spørgsmål, der kunne åbne op for nye vinkler på tilgangen til de forskellige områder".
Unge borgerjournalister er et nyt initiativ, som er blevet skabt på baggrund af de tre eksisterende borgerportaler i Århus: aarhusvest.dk, vibysyd.dk og 8380.dk. Projektet går ud på at give børn og unge mulighed for at fortælle om alle de spændende ting, der foregår lokalt, men som de eksisterende medier måske ikke får dækket.
Skoleelever uddannes ikke kun på Søndervangskolen, men også på Tovshøjskolen.



