Viby Syd IF stiftet

Publiceret 08.10.09 kl. 22:04 af

Poul Holst Jensen

Aftenens dirigent i midten Gunni Petersen

Den nyvalgte bestyrelse, fra venstre, Jan Ellemose del Pino aktivitetsansvarlig, formand Samsor Shirzoi, Shaban Mahmood, økonomiansvarlig Poul Holst Jensen og Susanne Stick. Poul Kastrup var fraværende.

På en stiftende generalforsamling torsdag d. 8. oktober blev idrætsforeningen Viby Syd IF startet. 20 var mødt op på Søndervangskolen og medvirkede til foreningens fødsel. Der blev vedtaget vedtægter og valgt bestyrelse.

Bjarke Rasmussen fra sporttrack bød velkommen og foreslog Gunni Petersen som dirigent. Gunni gennemgik dagsorden og formalia, og ledte mødet ganske veloplagt. De foreslåede vedtægter blev gennemgået og vedtaget.

Ledelse og bestyrelse
Herefter var der valg af ledelse og bestyrelse. Til formand blev valgt Samsor Shirzoi, økonomiansvarlig blev Poul Holst Jensen, aktivitetsansvarlig blev Jan Ellemose del Pino. Disse tre kommer til at stå for den daglige drift af foreningen. Udover dem blev Shaban Mahmood og Poul Kastrup valgt og samlet udgør disse fem bestyrelsen. Som suppleant til bestyrelsen blev Susanne Stick fra lejlighedsprojektet valgt.

Kontingent
Fastsættelse af kontingent gav anledning til en længere drøftelse, og der var mange meninger. På den ene side kan beløbet blive for stort, der er flere familier med mange børn, og hvis alle skal deltage, kan det hurtigt løbe op.  På den anden side kan et lavt kontingent give indtryk af en forening, der er for billig, det er heller ikke godt.

Gunni Petersen fik forsamlingens tilslutning til et kontingent på 100 kr. som dækker til 30. juni  2010. Kontingentet vil herefter pr. halvår være 150 kr.  Dette blev vedtaget. Der blev også diskuteret søskenderabat og klippekortsordning, så der venter et spændende arbejde for bestyrelsen med at få overblik over aktiviteter og økonomi.

Kommende aktiviteter
Der venter et større arbejde med at finde plads til aktiviteter i vinterperioden, indendørs, og der skal  også ses på, hvad der kan foregå udendørs. Hvor meget plads kan en ny forening forvente at få, det vil den kommende tid vise. Der blev udtrykt stor glæde over at foreningen er stiftet, og tiden må vise hvilke aktiviteter, der kan realiseres.