I marts 2009 søgte Århus Kommune og boligforeningerne i Viby Syd Landsbyggefonden om støtte til en social og forebyggende indsats i området. Der blev ansøgt om en støtte fra LBF på kr. 18.537.000,- som sammen med en medfinansiering fra boligorganisationerne og Århus Kommune udgjorde en samlet sum på kr. 25.814.000,-.
Nu har Landsbyggefonden, i en foreløbig udmelding, stillet Viby Syd i udsigt, at støtten bliver kr. 5.000.000 som med en minimum medfinansiering kommer op på kr. 6.666.000,- eller 26% af det ansøgte.
Pengene er søgt til de aktiviteter der er tænkt indeholdt i et kommende Medborgerhus; Lejlighedsprojektet – som vi i daglig tale kalder det unikke partnerskab mellem boligforeningerne og kommunen – og dermed en række værdifulde initiativer i forhold til de udsatte børn og unge; et Sundhedshus er også på ønskelisten – fordi det er en kendsgerning, at der er større og flere sundhedsproblemer i et udsat område som Viby Syd, end i kommunen som gennemsnit; et mediecenter var også en del af ansøgningen – herfra er det tanken at Borgerportalen skal forankres, samtidig med at der skabes mulighed for at udgive skriftlig information til borgerne i Viby Syd.
Penge var også søgt til skolen
En del af beløbet er også søgt til Søndervangskolen, her er overskrifterne Sund kost, køkkenaktiviteter, beskæftigelsesprojekter med fritidsjob til de største børn.
Det er en meget skuffende udmelding, og det siger sig selv, at den boligsociale helhedsplan nu bliver meget amputeret. Det bliver nu en krævende opgave for boligorganisationerne og Århus Kommune, at foretage en knivskarp prioritering og skrive en ny ansøgning, der er tilpasset det foreløbige støttetilsagn, som så igen skal fremsendes til LBF. Samtidig skal alle muligheder for at fylde huller ud med midler fra andre kanaler undersøges, det kunne måske være fra satspuljemidlerne, og endelig skal Århus Kommune måske til lommerne en ekstra gang, hvis man for alvor ønsker at skabe en attraktiv bydel i Viby Syd.
Og hvorfor er det så, at Landsbyggefonden skærer så kraftigt i ansøgningerne? Svaret er enkelt: Kassen er tom! I den borgerlige regerings første seks år ved magten har man ”taget” 11.000.000.000,- ja, du læste rigtigt, elleve milliarder af de almene beboeres friværdi er fjernet fra LBF og brugt til at bygge plejeboliger, så når vi kommer med vores legitime ønske om at trække på vores egen friværdi, så er kassen tom.

