OK-tanken igen raseret af brand

Publiceret 22.03.09 kl. 10:25 af

Birger Agergaard

Få dage før det nye attentat var butikken ved at åbne igen.

Kl. 3.04 natten til søndag blev OK-tanken i Rosenhøj raseret af brand i butikslokalet. Det var anden gang på en måned, og også denne gang er skaderne omfattende.

Ifølge brandvæsenet blev en rude knust, og en brændbar væske derefter smidt ind. Selv om de første brandfolk hurtigt var på stedet, var alt af plastic smeltet i varmen, og der skete påny røgskader.

Ifølge Århus Stiftstidende har et vidne et en mand i nærheden af tankstationen på gerningstidsrummet, og ham vil politiet gerne i kontakt med.

Manden beskrives som 180 centimeter høj, almindelig af bygning. Han var i ført en sort jakke og under den noget, politiet antager er en hvid hættetrøje. Manden cyklede fra stedet. Oplysninger til Østjyllands Politi på 87 31 14 48.

For mindre end en måned siden, 27. februar, skete et lignende attentat, og politiet ser derfor på sagen med stor alvor.