Southside Chicks indspiller rap og hiphop

Publiceret 18.03.09 kl. 23:54 af

Gunni Seidelin Petersen

Carthage omgivet af sine Southside Chicks - Pernille, Aden, Diana, Beaza og Dunja.

Dunja indspiller sin sangstemme.

Carthage forsøger at holde styr både på teknikken og pigerne.

Onsdag og torsdag aften banker hip hop rytmerne ud fra musikrummet i Klubben Rosenhøj. Vi har mødt Carthage, som står for musikaktiviteterne, og vi har mødt fem piger – Pernille, Aden, Diana, Beaza og Dunja - med lyst til at synge og rappe. Men rap er ikke kun en pigeting, det var tilfældigt, at det kun var piger vi mødte.

Her får børnene en succesoplevelse
”Det er klubbens opsøgende medarbejder Mark Beck, der har fået sat gang i musikken her i klubben, han ville gerne lave noget, der kunne give børnene en succesoplevelse,” fortæller musikprojektets leder Carthage.

Han fortæller også, at klubben håber at komme med i et større rap og hiphop projekt i Bispehaven, arrangeret af Henning Winther – Århus Took It – hedder det, og arrangeres for tiende gang i år.

De unge i klubben indspiller CD
De hiphop glade unge kommer i klubben flere gange om ugen for at øve, skrive tekster og indspille musik, de er i fuld gang med at indspille en klub-CD. ”Det kan være en lang og besværlig proces, men alle vil jo gøre det så godt som muligt, så på den måde lærer børnene også, at det betaler sig at være tålmodige og tage den nødvendige tid,” forklarer Carthage.

Ikke noget med gamle Larsen-sange her
Den musik de laver er elektronisk, den bliver skabt på et keyboard og bearbejdet i computeren. Vi spørger pigerne om de aldrig har haft lyst til at lave et ”rigtigt” band og spille et instrument. ”Og så stå og synge sådan noget som - tag mig med til Joanna, ta’ mig med, ta’ mig med,  ta’ mig meeed,” vrænger de en gammel Kim Larsen sang. Nej det har de vist aldrig haft lyst til – de er hiphop-piger.

Carthage og pigerne i Southside Chicks håber, at en musikfestival bliver en del af sommerferieaktiviteterne i år, så skal de vise alle i Viby Syd hvor gode de er.

Lyt her
Lyt til If Ya Need It , som vi har lagt ind her på portalen.