Morgenmadsprojekt på Søndervangskolen

Publiceret 01.03.09 kl. 14:53 af

Poul Holst Jensen

Morgenmaden nydes i værestedet

Rani Hørlyck - det giver en blid start på skoledagen.

Skolen og Socialcenter Syd samarbejder om projektet.

I samarbejde med Socialcenter Syd er Søndervangskolen begyndt at tilbyde gratis morgenmad alle skoledage. Tilbuddet er for børn fra 0.kl. til og med 4. kl.

Morgenmaden bliver tilberedt og serveret i hyggelige omgivelser i skolens værested, og tilbydes fra kl. 7.30 og frem til kl. 8.00.

Blid skolestart
Skoleleder Rani Hørlyck udtaler: - ”Morgenmadsprojektet er Socialcenter Syds. Dvs. de betaler og stiller en medarbejder til rådighed. Byrådet har afsat en pulje fra ”tiltag for særligt udsatte børn/unge.” Konkret er der afsat et beløb svarende til ca. 150.000,- årligt til morgenmadsprojektet. Beløbet skal dække omkostninger til mad mv. samt løn svarende til en 'projekt-morgen-mads-person' minimum to timer pr. dag. På sigt er det tanken, at projektet kan udvides dels i forhold til andelen af børn og dels i forhold til voksne. De voksne kan være frivillige forældre - eller forældre der i øjeblikket står udenfor arbejdsmarkedet.

På Søndervangskolen ser vi det som en mulighed for at lave en 'glidende' overgang mellem hjem og skole om morgenen. Visionen er, at eleverne i heldagsskolen på alle klassetrin får en ikke blot sund, men også blid start på skoledagen, hvor de så at sige 'glider' fra morgenhyggen over i undervisningen.”

Økonomien er tvivlsom
Ordningen har indtil nu kørt i en måned og har vist sig at være en stor succes. Fra Socialcenter Syd udtaler Jytte Jakobsen:

”Århus Kommune har fra Velfærdsministeriet fået penge fra satsmidlerne. Kommunen har så henvendt sig til centrene og vi har foreslået Søndervangskolen og morgenmadsprojektet. Vi ved, at der er udsatte børn som går på skolen, og som har behov for hjælp. Ved at vi giver dem morgenmad, kan vi sikre dem en god start på dagen og tilføre dem noget mere energi, sådan at der er overskud til at modtage undervisning.

En ansat klarer det praktiske med morgenmaden, derudover er der tilknyttet to familiebehandlere, som også hjælper til. Det er en  succes, der er stor tilslutning, også mere end økonomien måske kan bære. Men nu ser vi tiden an i ca. to måneder, inden vi justerer på ordningen,” slutter Jytte Jakobsen.