Overvågningskamera ved Ravnsbjergcentret?

Publiceret 24.05.09 kl. 06:00 af

Poul Holst Jensen

Når din mobil er tændt, kan din position bestemmes ret præcist

Når du surfer på nettet, gemmer din internetudbyder informationer om hvilke hjemmesider du besøger

Der har i den seneste tid været omtale af OK–tankens genåbning i Rosenhøj. Der er installeret et omfattende sikkerhedssystem for at undgå fremtidige brandattentater og indbrud. OK tanken er nu spækket med videokameraer, brandtæppe i jern, pansrede ruder. Der er kameraer indendøre, ved benzinstanderne udenfor og andre steder på matriklen.

Ravnsbjergcentret med overvågningskamera

Men det er ikke kun OK-tanken der har sikret sig. Indtil for nylig var der ved Ravnsbjergcentret placeret et kamera, som overvågede butiksområdet ved torvet. Hvad der har foranlediget, at kameraet i dag er fjernet, og hvem der oprindelig har sat det op, står hen i det uvisse. Ifølge lovgivningen er det forbudt at overvåge på offentligt tilgængelige steder. 

Fakta:
Mobiltelefon
Når du går rundt med en tændt mobiltelefon, bliver det registreret, hvilken antenne du er i kontakt med. Det betyder, at uanset hvor du befinder dig her i landet, så kan din position bestemmes ret præcist. Ringer du eller SMS’er du, bliver afsender- og modtageroplysninger gemt i mindst et år af dit telefonselskab.  Dvs. når du er ude med din mobil så kan du forholdsvis nemt findes.

Dankort

Når du handler med dit Dankort og sætter det i en dankortautomat,  bliver dine oplysninger registreret i din bank. Sat på spidsen så kan din indkøbstur blive overvåget, og har du samtidig din mobiltelefon med, er chancen for at blive fundet meget stor.

Internet og sygesikringskort
Når du surfer på internettet, er din internetudbyder forpligtet til at gemme information om, hvornår du går på nettet, og hvilke hjemmesider du besøger. Når du bruger dit sygesikringskort, bliver du registreret. Dette medfører, at alle vores lidelser, recepter og andre henvendelser bliver gemt. Lånerkortet til biblioteket betyder, at din bibliotekar kan gå flere år tilbage i tiden og se, hvilken litteratur du har haft interesse eller lidenskab for.

Overvågningskameraer

Der må ikke være overvågning endnu på offentlige steder, men hos mange private banker, tankstationer, butikker, museer og uddannelsesinstitutioner samt mange andre steder, hænger overvågningskameraerne tæt. Selv i boligforeninger tales der om ophængning af kameraer. De kan bruges til opklaring af eventuelle forbrydelser, og har en central præventiv effekt.

Hvis du vil vide mere om emnet læs på http://1984.dk/