Høringssvar med fokus på energibesparelser

Publiceret 23.05.09 kl. 06:00 af

Poul Holst Jensen

Skal der solfangere på blokkene i Rosenhøj?

Indkørslen til Rosenhøj snart med solfangere og regnvandsgenindvinding?

Tiden er nu udløbet for at komme med forslag  til helhedsplanerne. Nogle meget spændende forslag er kommet fra Helene Hindsgaul, Rosenhøj.

Solfangeranlæg
Helene Hindsgaul foreslår nogle energimæssige tiltag, som en foranstaltning imod de klimamæssige ændringer, som måske er på vej. Et af dem bør i følge forslaget være solfangere anbragt på alle blokkene i Rosenhøj.  Til sammenligning indviede Hillerød Kommune i november 2008 en ny bydel Ullerødbyen, som er præget af lavenergi.

Mange boliger forsynes med solfangere og solceller til varme- og el-produktion, og der er dertil bygget et fællesanlæg i form af en 3.000 kvadratmeter solfanger. Hillerød Kommune siger, at meget mere er på vej.

Jordvarmeanlæg 
Derudover forestiller Helene sig et jordvarmeanlæg  nedgravet i de grønne arealer, et såkaldt geotermisk varmeanlæg. Det er billig energi, der kan betyde cirka en halvering af energiregningen, og måske er det en investering, der kun bliver bedre og bedre, i takt med at energipriserne stiger. Der er ingen vedligeholdelse. Et jordvarmeanlæg er et lukket system, så der skal ikke fyldes noget på anlægget. Anlægget passer stort set sig selv, bortset fra et filter i pumpen, der skal rengøres en gang årligt.

Genindvinding af regnvand
Helene Hindsgaul foreslår derudover et anlæg som kan genindvinde regnvand til toiletskyl. Der har været forskellige undersøgelser af besparelsen ved at genindvinde regnvand. Regnvand må kun genindvindes fra tagene, og kan i langt de fleste tilfælde kun anvendes som Helene foreslår. En nøjere granskning af de økonomiske aspekter kan læses i en rapport fra Miljøstyrelsen. Rapporten nævner at besparelsen kun er på ca. 4 % ved genindvinding.

Tiltrække ressourcestærke beboere
Helene Hindsgauls skriver i sit forslag, "Jeg er overbevist om, at forslagene vil medvirke til at tiltrække mere ressourcestærke beboere til området."