Børn og unge i Herredsvang har ingen klubber i området at gå til, hvis de gerne vil spille fodbold. Fuglebakken er den nærmeste klub. Men onsdag den 20. maj kl. 14.30 sker der noget på det område.
Alle områdets børn og unge kan komme til multibanen på Kappelvænget senest kl. 14.30 - så er de med i en hygge-fodboldturnering.
"Der er nogle små præmier," fortæller fodboldtræner og dommer, Morten Bjørkmann. Præmierne går IKKE til vinderne, men til de spillere, der kan lave fair play!
"Det er ikke vigtigt, om der kommer mange eller få. Det, der gør det til en succes, er, at der ikke er ballade, og at alle hygger sig," siger han.
Multibanen på Kappelvænget bliver ikke meget brugt, og Jane Riddermann Christiansen fra Kulturhus Herredsvang vil gerne se, om det er muligt at forbedre banen og friske den lidt op.
Hjælper unge til mere fodbold
Hun og Morten står sammen med Klub2teket og biblioteket om at arrangere turneringen. De vil også hjælpe børn og unge, som gerne vil spille mere organiseret fodbold.
"Der er nogle, der synes det kunne være sjovt at lave et fodboldhold, få et fast mødested og et omklædningsrum. Vi kan godt hjælpe med at skabe kontakt til en fodboldklub eller lignende," siger Morten Bjørkmann, som også er blevet et kendt ansigt blandt mange børn og unge, da han er fast vagt i Kulturhuset.
"Bliver det godt, det her, så kommer der mere fodbold," lover Jane og Morten.

