Viby Syd Sommeraktiviteter ’09 for børn i alle aldre finder sted fra mandag den 6. til fredag den 24. juli. Karina Krog har nu lagt sidste hånd på programmet, som en gruppe aktive mennesker i Viby Syd området gennem flere måneder har planlagt. Og aldrig har det været mere fyldigt end i år.
Gamle kendinge og nye aktiviteter
Der er både blevet plads til de gamle kendinge som fodbold, bålmad, basketball og til mange nye spændende aktiviteter. En af årets nyheder er ”Sjov på plænen” med sjove lege og overraskelser, en anden er ”På opdagelse i naturen” her er det naturvejleder Henrik Hansen fra Naturcenter Ørnereden der står for aktiviteterne. En ”Rapskole” finder man i Klubben Rosenhøj. Rosenhøj Dartklub og Rosenhøj Billardklub holder også deres aktiviteter åben.
Nu også med musikfestival
Store Legedag var sidste års store nyhed, den gentages selvfølgelig i år torsdag den 16. juli på den store plæne i Søndervangen med en masse sjove aktiviteter, hoppeborge, klatrevæg, rodeotyr og meget mere. Dette års store nyskabelse er en musikfestival, som finder sted torsdag den 23. juli Kl. 12-18 på Søndervangskolens fodboldbane med Hip Hop, Rap, Dance og workshops.
For de ældste, 16-25 årige, hedder det Adventure. Det betyder klatrevæg, speedgummibåd, Wellness, Poker og Mountainbike, så der er udfordringer nok også til de seje.
Det hele slutter med fælles grill
Det hele slutter fredag den 24. juli med turneringer i fodbold på banen ved blok 13 og i streetfodbold på multibanen i Rosenhøj. Fra kl. 15.00-17.30 er der fælles grillarrangement på plænen ved blok 13 for alle både børn og voksne. Man skal selv medbringe kød, så sørger Sommeraktiviteterne for resten. Her overrækkes præmierne fra dagens turneringer.
Arrangører og bidragydere er en bred kreds af offentlige og private institutioner, foreninger og projekter i Viby Syd. Borgerportalen vil selvfølgelig følge aktiviteterne.


