Ved søndagens Europavalg på Søndervangskolen valgte 49,7 procent af de stemmeberettigede vælgere i området at afgive deres stemme. Der var ikke stor trængsel ved de tre valgborde på skolen, da stemmerne blev afgivet.
Dagen startede med en lille kø ved de enkelte valgborde, men herefter mødte vælgerne op i en jævn strøm hen over dagen. Socialdemokratiet fik flest stemmer og Dansk Folkeparti næstflest.
Stemmefordelingen blev som følger:
- A – Socialdemokratiet 492 stemmer- 42,0 %
- O – Dansk Folkeparti 212 stemmer- 18,0 %
- F – Socialistisk Folkeparti 125 stemmer- 11,0 %
- V – Venstre 98 stemmer- 8,0 %
- N – Folkebevægelsen mod EU 85 stemmer- 7,0 %
- C – Det Konservative Folkeparti 70 stemmer- 6,0 %
- J – Junibevægelsen 29 stemmer- 2,0 %
- B – Det Radikale Venstre 21 stemmer- 1,7 %
- I – Liberal Aliance 6 stemmer- 0,5 %
31 vælgere stemte blank og tre stemmer blev erklæret for ugyldige, i alt valgte 1172 af de 2356 stemmeberettigede mødte frem. Resultatet ligger godt 10 procent under landsgennemsnittet, men set i forhold til Europavalget i 2004, er der tale om en klar fremgang. Dengang stemte knap 37 procent.
Tronfølgeafstemningen
Det var ikke den eneste afstemning i går, der var også afstemning om ændring af tronfølgeloven. Formålet med forslaget var at ligestille kønnene i forhold til arvefølgen. Resultatet på Søndervangskolen blev at næsten 80 procent stemte for, 10 procent imod og 10 procent stemte blank.
Lidt kaotisk start - men ellers vældig god afvikling
Om valget udtalte valgstedsleder, tidligere rådmand og borgmester Flemming Knudsen:
”Vi fik en lidt hektisk start på dagen, fordi der manglede seks valgtilforordnede. Men der kom styr på sagerne, og vælgerne mødte op, med andre ord vi fik en rigtig god afvikling af valghandlingen på Søndervangskolen.”


