Kvinder møder kvinder

Publiceret 30.01.09 kl. 06:00 af

Gunni Seidelin Petersen

Susanne og Sofia planlægger Kvinder møder Kvinder.

Så smukt kan en hennaudsmykning laves.

Nu starter medarbejderne i Lejlighedsprojektet i Rosenhøj 19 B, st. th. et nyt tilbud til piger og kvinder fra 16 år.

Mød andre kvinder og skab netværk
Vi har talt med koordinator Susanne Stick og kulturformidler Sofia M. H. Suleman, som har tilrettelagt en række aktiviteter i februar måned. De fortæller, at det er deres oplevelse, at der er en del - især kvinder - der føler sig alene i hverdagen og derfor har et behov for at møde andre kvinder. Der er lagt op til en god kvindesnak om traditioner og dagligdagen. Og der bliver mulighed for en række aktiviteter og for at skabe et netværk kvinderne imellem.

Der er foreløbig lavet et program for februar
Der kommer til at foregå noget hver mandag aften kl. 17.00-20.00 i lejligheden 19 B, st. th.

Der lægges ud mandag den 2. februar med en filmaften. Det bliver en såkaldt Bollywood-film, det vil sige en indisk film med engelske tekster, men det betyder nok mindre, da der er tale om en musicalfilm.

Mandag den 9. Står den på madlavning og fællesspisning, og der lægges op til at deltagerne selv tilrettelægger menuen.

Den 16. februar er der mavedans. Det er den iranske danser og skuespiller Maria Arianfar fra Kvindehuset der skal vise denne tradition. Læs portrættet af hende her på portalen.

Mandag den 23. Er der henna-aften. Henna er et farvestof udvundet af hennabusken. I lande som Iran, Pakistan, Libanon osv. bruger man henna til at farve hår, negle eller til at give lidt ekstra farve til huden samt til kropsudsmykninger. Henna har en orange farve med et rødligt skær.

I marts er temaet sundhed
I marts måned er det tanken, at det gennemgående tema skal være sundhed. Her vil man trække på nogle af de professionelle folk fra sundhedssektoren, som kan fortælle om kalkmangel, D-vitaminmangel og forskellige livsstilsygdomme. Det er også tanken at arrangere en kvindefest i løbet af marts.

For alle - både danskere og udlændinge
Alle kvinder fra alle nationaliteter er velkommen til Kvindeaften i Rosenhøj 19 B, st.th. Det er en enestående mulighed for at lære nye mennesker og andre skikke at kende, og foreløbig er det hele gratis. Da det foregår om mandagen, er det også muligt at besøge familierådgivningen, som har åbent hver mandag fra kl. 14-00-17.00, altså lige før Kvindeaftenerne begynder.

Deltagerne skal selv bestemme programmet
Når Kvindeaftenerne kommer rigtigt i gang, er det meningen, at kvinderne selv skal planlægge, hvilke emner der skal på programmet. Foreløbig er det Sofia M. H. Suleman der har stået for planlægningen. Sofia er 27 år og har indiske rødder. Hun har boet i Rosenhøj fra 2001-2007, så hun kender området. Sofia er uddannet som cand. ling. merc. I tysk og som international informationsmedarbejder.

Hvis man vil vide mere om disse arrangementer eller om Lejlighedsprojektet, kan man ringe til Susanne Stick på tlf.: 51 57 56 99