Soul Connect kom gennem X-Factors nåleøje

Publiceret 09.01.09 kl. 20:32 af

Lasse Telling

Bandet Soul Connect, der her ses optræde i Kulturhuset i Herredsvang, gik fredag videre i X-Factor.

De bragede ind i studiet, rimede smilene frem og fik tomlen op fra de berygtede tre dommere.

Fredag aften viste DR anden del af talentshowet X-factor, der sidste år lagde gaderne øde landet over. Her kan deltagerne komme ind fra gaden og synge og optræde, og måske i sidste ende få en pladekontrakt stukket i hånden.

Turen var denne gang kommet til Århus, hvor flere hundrede håbefulde sangtalenter skulle til audition hos dommerne Remee, Lina Rafn og den frygtede Thomas Blachman.

En lang optagelsesdag
Et af de bands der stillede op ved aftenens show var Soul Connect, der blandt andre består af Danielle Yokhana fra Herredsvang, Tamam Kvardrani fra Bispehaven og Samar Younis fra Rosenhøj, og som blandt andet for nyligt optrådte, da borgerjournalisterne fik deres diplomer i Kulturhuset i Herredsvang.

”Vi var først inde ved en audition, hvor det ikke var de tre kendte dommere, og der gik vi igennem. Så skulle vi dagen efter ind til de rigtige dommere,” fortæller 16-årige Daniella Yokhana.

”Vi stod i kø i lang tid og ventede, stod og øvede og dansede. Vi var der fra otte om morgenen til 21 om aftenen, og der var hele tiden et kamerahold, der filmede os.”

Gav den fuld gas
Som man kunne se i aftenens udsendelse, gav pigerne fra Soul Connect den fuld gas, da de kom ind til de tre dommere.

”Vi løb ind, råbte og sang, for vi ville gøre noget andet end de andre bands. Vi var lidt nervøse, for nogle gode bands var ikke gået videre,” siger Daniella Yokhana.

Og åbenbart sang og optrådte Soul Connect så godt, at dommerne ikke ville undvære dem. Bandet gik videre til næste runde af X-Factor, og vil mindst kunne ses én gang til i TV.

"De havde s'gu udstråling"
Hør lige, hvad frygtede Blachmann sagde i TV-udsendelsen:

"De der 8210-tøser - de havde s'gu udstråling!"

Og Daniella Yokhana lover, at vi godt kan glæde os til igen at se dem give den fuld gas på scenen næste fredag.

X-Factor sendes hver fredag kl. 20.00 på DR1.

Læs vores portræt af Daniella Yokhana her

Se eller gense Soul Connect i X-factor

Se også omtalen af "Fest i Vest", hvor Soul Connect optrådte