Udlejningsforsøget i Rosenhøj har kørt i tre måneder nu. Resultatet af forsøget kan ses på ventelisten. I den forbindelse kontaktede vi Leif Jensen, direktør for Boligforeningen Århus Omegn, for at få hans kommentar til forsøget.
Hvad er resultatet af udlejningsforsøget i Rosenhøj?
"Forsøget startede den 1. december 2008. Den 30. november 2008 havde vi en boligudstilling, hvor vi havde mellem 250-300 besøgende, og hvor vi fik en meget fin presseomtale. Formålet var at få opbygget en venteliste af de familier og personer, der opfylder kriterierne dvs. folk der er i arbejde eller er under uddannelse.
Det har givet et pænt resultat. Nu har vi en venteliste på omkring tre år til en 2-3-rums lejlighed, afhængigt af de antal opsigelser vi modtager på boligerne i Rosenhøj. I gennemsnit er der omkring 150-160 opsigelser om året. Vi har dog endnu ikke fået den samme succes på 4-5 rums lejligheder, hvor vi fortsat har en meget lille venteliste. Grunden til det er, at vore 3-rums lejligheder er på 91 m2 med lukkede altaner på 15-18 m2. Lejlighederne er derfor store nok til nogle familier. Vi vil gerne gøre opmærksom på de store lejligheder ved at lave nogle tv-spots til TV2 Østjylland og ved at lave en ny boligudstilling, som vil finde sted søndag den 8. marts."
Hvor kommer fra de nye ansøgere fra?
"De kommer mange steder fra, men det eneste vi koncentrerer os om, er at det er folk, der er i arbejde eller er under uddannelse."
Vil udlejningsforsøget i Rosenhøj være med til at flytte problemet til områderne Kjærslund og Søndervang?
"Det er Velfærdsministeriet, der har givet tilladelse til udlejningsforsøget og det omfatter kun området Rosenhøj. Det er klart, at både Kjærslund og Søndervang ønsker en tilsvarende udlejningsaftale, som de endnu ikke har fået, men som er undervejs.
Vi skal som boligforeninger (Viby og Århus Omegn) men også Århus Kommune, se på området som en helhed, og det nytter ikke noget, hvis vi løser problemet et sted og flytter det et andet sted hen. Jeg har ikke kompetencen til at lade forsøget omfatte de andre boligafdelinger, da det er ministeriet, der skal afgøre det. Men jeg tror, at de på samme måde som os er i stand til at se området som en helhed. Derfor mener jeg ikke, at der vil være et problem at få forsøget til også at omfatte de to andre områder."

