Når du handler i Kiosken, Pizzaria’et, køber frugt og grønt i grønt-butikken, brød hos Rosenhøj Bageren, går til banko i Bankocentret eller handler i Aldi, så bliver du overvåget af kameraer. Ikke færre end seks overvågningskameraer er placeret ved butikscentret. Kameraerne overvåger døgnet rundt, og ikke kun fredelige handlende i dagtimerne observeres, de lyssky forretninger i døgnets mørke timer overvåges nemlig også. Det er mest på denne sidste baggrund, at overvågningen sker.
Lukket system
Siden urolighederne i Rosenhøj startede tilbage i 2005, har der med jævne mellemrum været en bølge af hærværk i butikscentret. Men efter at kameraerne er sat op, er det stilnet af. Direktør for boligforeningen Århus Omegn, Leif Jensen, forklarer:
”Det er et såkaldt lukket system, der er sat op. Dvs. der optages døgnet rundt, og sker der indbrud eller hærværk, kikker politiet overvågningsbåndene igennem. Herved anvendes det som hjælp for politiet med at afsløre gerningsmænd. Alle andre har ikke adgang til systemet. Vi har sat kameraerne op i forståelse med politiet. Sker der ingenting, forbliver systemet lukket.”
Helt ok
Til denne overvågning siger en af beboerne i området, som handler jævnligt i centret: ”Jeg har ikke noget imod at blive overvåget, jeg gør ikke noget udover at handle. Kan systemet være med til at stoppe hærværk og indbrud, er det fint for mig.”
En anden siger: ”Hvis det kan skabe tryghed for beboerne i området, når de skal tage bussen, så er det godt. Vi bliver alligevel overvåget mange andre steder.”


