Udlejningsforsøget i Rosenhøj er kommet godt fra start

Publiceret 20.04.09 kl. 06:00 af

Tina Axelsen, informationschef i Århus Omegn

Rosenhøj en dejlig sommerdag.

Udlejningsforsøget trådte i kraft den 1. december 2008 og betyder, at den almindelige venteliste og oprykningsventeliste suspenderes til fordel for erhvervsaktive og studerende. Målet med forsøget er at få skabt en alsidig beboersammensætning i Rosenhøj.

300 kom til åbent hus 
En af betingelserne for godkendelse af forsøget var, at der skal annonceres, når der er ledige boliger i Rosenhøj. For at give såvel kommende som nuværende beboere inspiration og lyst til at bo i Rosenhøj er der totalmoderniseret og indrettet en 3 rums prøvebolig i bebyggelsen. Der afholdes med jævne mellemrum ”Åbent hus” arrangementer i prøveboligen, senest den 8. marts, hvor der mødte ca. 300 interesserede frem. Gennem tv-spots på TV2Østjylland er der fortalt om forsøget og gjort reklame for prøveboligen og muligheden for at besøge den.

Ledige boliger lejes ud til forsøgets målgruppe
I udlejningen i Århus Omegn følger vi naturligvis forsøget tæt og status på de første 4½ måned viser meget positive tendenser. Der har været 42 ledige boliger og heraf er de 36 udlejet til tilflyttere inden for målgruppen. Det svarer til ca. 86 % og må siges at være et stort skridt i den rigtige retning. De resterende 6 boliger er stadig ude i tilbud.

Udlejningsforsøget er en vigtig del af helhedsplanen 
Udlejningsforsøget er ét af mange tiltag, der indgår i helhedsplanlægningen for Viby Syd. Århus Kommune, Viby Andelsboligforening og boligforeningen Århus Omegn har netop offentliggjort et forslag til helhedsplan for Viby Syd, der på sigt skal gøre området til en attraktiv bydel med en alsidig beboer-sammensætning, hvor beboerne trives.

Fakta om de nye udlejningsregler:

  • Reglerne om den almindelige venteliste og oprykningsventeliste er suspenderet.
  • Reglerne om børnefamiliers fortrinsret til større boliger og den kommunale anvisning til hver fjerde ledige bolig er suspenderet.

    Første prioritet:
  • Fortrinsret for personer med tilknytning til arbejdsmarkedet
    Fortrinsret for studerende til alle boligtyper.
  • Ældre og personer med handicap går forud for andre med fortrinsret.

    Anden prioritet:
  • Fortrinsret for familier uden børn på venteliste