Borgermøde tirsdag om de store spørgsmål

Publiceret 18.04.09 kl. 19:44 af

Birger Agergaard

Grokraft og børnenes fremtid - store spørgsmål i helhedsplanen (arkivfoto).

Gymnasiet lægger rum til, når der er stort borgermøde tirsdag 21. april om den kommende helhedsplan for Viby Syd.

Kommunen og de to boligforeninger i området vil gerne høre borgerne sige, hvad de mener om de forslag, der ligger i forslaget til helhedsplanen - og devil ikke mindst lytte til nye forslag fra borgerne.

Risiko for negativ spiral
Først denne noget dystre forudsigelse i forslaget til helhedsplan - hvis der altså IKKE sker ændringer:

"Andelen af børn og unge er således meget stor, indkomstniveauet er lavt i forhold til den øvrige by, beboerne har dårligt fodfæste på arbejdsmarkedet, og der er en forholdsmæssig stor gruppe af beboere af ikke-vestlig herkomst. Dette betyder, at bydelen risikerer at komme ind i en varig negativ spiral og på sigt udvikler sig til et isoleret parallelsamfund."

Men næsten i samme åndedrag vendes fokus om til denne målsætning:

Attraktiv bydel
"Målsætningen for helhedsplanen er at skabe en attraktiv bydel med en
alsidig beboersammensætning, hvor beboerne trives."

Nogle af de mange forslag lyder således:

  • Torve og grønne områder
  • Lokale fælleslokaler og et medborgerhus for hele Viby Syd
  • Flere idrætsfaciliteter - eksempelvis en hal ved gymnasiet
  • Søndervangskolen som lokalt kraftcenter
  • Sundhedshus
  • Et udbyttet Lejlighedsprojekt
  • Fysisk renovering af facader i Kjærslund
  • Store bygningsmæssige og udendørs ændringer i Rosenhøj.

Hver af de fire boligafdelinger i Viby Syd holder møder i denne tid (se tidspunkter i kalenderen) - men tirsdag kl. 19 er det altså det fælles borgermøde, det gælder.

11. maj er sidste frist for borgernes kommentarer og forslag til helhedsplan.