"Den attraktive bydel".
Det skal være kendemærket for Viby Syd - men er det ikke i dag, hedder det i det splinternye forslag til helhedsplan for bydelen, som består af Rosenhøj, Søndervangen og Kjærslund.
Århus Kommune, Århus Omegn og Viby Andelsboligforening står bag forslaget, og heri erkendes det, at der er meget at tage fat på:
"De fire almene boligafdelinger i Viby Syd har de seneste år oplevet en koncentration af sociale problemer og at beboersammensætningen i højere og højere grad adskiller sig fra den øvrige del af byen."
Skibe er sat i søen
Men parterne anerkender også, at der allerede er taget fat på mange af problemerne. Siden 2005 er der sat en række skibe i søen, hvoraf Lejlighedsprojektet har været et af de succesrige af slagsen - det har arbejdet med mange børns og unges problemer, og derved fået mange familier ind på ret kurs.
Rosenhøj har også med "Nyt Rosenhøj" taget fat på både en fysisk omformning og på en ændret beboersammensætning - det sidste har allerede båret frugt, og der er nu venteliste af folk i beskæftigelse til lejlighederne.
Viby Andelsboligforening har også fået nye udlejningsaftaler for Kjærslund og Søndervangen, hvor en bredere gruppe personer får fortrinsret end nu og par uden børn sidestilles med børnefamilier.
Mere skal gøres, og hele øvelsen går på, at beboerne skal opfatte området som en velfungerende attraktiv bydel med en alsidig beboersammensætning, og at beboerne fastholdes i området og trives.
Heldagsskole på Søndervangskolen
Det kræver blandt andet, at flere i området tilvælger Søndervangskolen og ikke fravælger den. "Heldagsskolen er første skridt i denne retning, men heldagsskolekonceptet er dog først nu ved at blive fuldt implementeret," hedder det i forslaget.
I den kommende tid dykker borgerportalen ned i forslaget og omtaler en række af de ideer, der skal medvirke til at ændre bydelen.

