Rådmændene i Århus Kommune sætter sig mandag morgen sammen for at diskutere fremtiden for Viby Syd. Det vil sige, at de skal sende forslaget til en helhedsplan for området ud i offentlighedsfase, og det vil sandsynligvis ske umiddelbart efter mødet mandag eftermiddag.
Viby Andelsboligforening og Århus Omegn har allerede sendt foldere ud til beboerne, hvor der fortælles om den demokratiske proces – og om nogle af ideerne i forslaget.
For det ER et forslag. Det er sammensat af Århus Kommune og de to boligforeninger, og beboerne har indirekte været med i processen siden juni sidste år, hvor der var et stort borgermøde. Interesserede beboere har derefter deltaget i forberedelsen af helhedsplanen.
Dobbelt op for Rosenhøj
For Rosenhøj er det en dobbelt proces. Dels indgår afdelingen naturligvis i helhedsplanen, men der er samtidig store byggeplaner i gære for hele bebyggelsen – nemlig renovering og forbedringer af områder for over 400 mio. kr. Der er forhåndstilsagn på støttede lån fra Landsbyggefonden, og det betyder, at huslejeforhøjelserne bliver meget begrænsede – til gengæld får beboerne en lang række nødvendige forbedringer og nye udearealer.
Kjærslund har også en ombygning på vej, som er nævnt i helhedsplanen: nye indgange og vinduer for 41 mio. kr. – ligeledes med støttede lån fra Landsbyggefonden.
Møder og beslutning
Der skal holdes fem møder i den kommende måned, hvor beboerne kan kommentere helhedsplanen:
- Søndervangens afdeling 15: beboermøde på Gården 15. april kl. 19
- Søndervangens afdeling 27: beboermøde på Gården 23. april kl. 19
- Kjærslund: beboermøde i selskabslokalerne Søndervangs Alle 47, den 28. april kl. 19
- Rosenhøj: orienteringsmøde i Søndervangskolens aula 20. april kl. 19
- Fælles borgermøde: Søndervangskolens aula 21. april kl. 19.
Hvordan gør jeg?
Læs helhedsplanen her på portalen (PDF, 120 kb)
Beboerne kan frem til 11. maj ytre sig - dels på beboermøderne, og dels skriftligt til kommunen.
Høringssvar kan sendes til:
Århus Kommune, Rådhuset, 8000 Århus c
Att.: Tine Enkelund
E-mail: borg@aarhus.dk
I kommende artikler her på portalen fortæller vi nærmere om forslagene i helhedsplanen.

