Hvad mener afdelingsbestyrelsen om helhedsplanen?

Publiceret 11.09.08 kl. 06:00 af

Poul Holst Jensen

Afdelingsformand i Rosenhøj Gunni Petersen

Vibysyd har som en opfølgning på mødet i torsdags talt med formanden for afdelingsbestyrelsen i Rosenhøj Gunni Petersen.

Hvordan har afdelingsbestyrelsen det med den nye plan ?
- Nu er der jo ikke en ny plan endnu, men vi mener, at vi nu har startet en proces, som vil gøre en ny plan holdbar. Den beboerinddragelse der nu finder sted, vil efter vores overbevisning betyde, at flere beboere føler ejerskab til det der måtte komme ud af det hele. Der er nu planlagt fem møder i den arbejdsgruppe, der nu er nedsat og som består af omkring 25 beboere. Det første møde blev afholdt i mandags, og der er aftalt møder den 24. Sept, den 29. Okt. Og den 13. Nov. Samt en studietur den 18. Okt.
 
Er du optimistisk mht. om det kan lykkes ?
- Ja, jeg er meget optimistisk, jeg synes, der var en rigtig god og positiv stemning på arbejdsgruppens første møde i mandags.
 
Hvor tror du at beboerhuset kommer til at ligge ?
Det bliver jo et hus for hele området, men hvad er dit syn på hvor?

- Jeg ved ikke hvor beboerhuset kommer til at ligge. Meget afhænger jo af Århus Kommunes planer for hele området. Og af hvor mange penge kommunen er parat til at investere i området.
Men jeg kan sagtens få øje på fordelene ved et større fælles beboer/kulturhus i Søndervangskvarteret. Hvis kommunen etablerer et fælles hus i området, må man forvente, at kommunen også vil sikre driften af det, og det vil jo være en fordel for boligafdelingerne.
Jeg ved jo at Viby Gymnasium har planer om at bygge en hal, så det kunne jo være et bud på en placering. Jeg ved også at kommunen tænker på Søndervangskolen, som et oplagt sted, der er jo plads, i dag går der kun 370 elever på skolen, for år tilbage gik der over 1000, så det er måske det mest realistiske bud på en placering.
Den gamle SFO står jo også delvis tom, og med en sammenbygning med skolens idrætsfløj kunne det blive et stort aktiv for lokalområdet, hvis vi kunne disponere over aulaen de to gymnastiksale og svømmehallen uden for skolens åbningstid. Man kunne også forestille sig at skolens bibliotek blev udvidet til at være et familiebibliotek – der er i det hele taget mange muligheder på skolen.
 
Landsbyggefonden er fortsat interesseret i at området bliver mere åben – blok 5 bliver ikke berørt – kan andre blokke blive ændret eller fjernet?
- Det er umuligt at sige noget om, hvorvidt der skal fjernes blokke. Men det ser ud som om, at det stadigvæk er et vilkår, at vi skal reducere i antallet af boliger, men det kan jo ske på mange måder. Der kan fx etableres erhverv i nogle af boligerne. Vi har set, hvordan man i Vollsmose i Odense har etableret kommunale kontorer i et stort areal, og man har indrettet butikker i stueetagerne i flere blokke. Jeg synes, vi skal lade den nedsatte arbejdsgruppe få ro til at give deres bud på fremtiden.
 
Ud fra en økonomisk betragtning vil Rosenhøj være bedst tjent med en plan, der opfylder en række forhold, hvordan ser du på muligheden for at lave en plan som beboerne vil acceptere denne gang?
- Ja, der er betingelser knyttet til de tilsagn om billige lån og huslejestøtte, vi har fået fra Landsbyggefonden. Vi skal fremtidssikre Rosenhøj – mindst 20 år frem i tiden. Vi skal skabe tilgængelighed i form af elevatorer og lignende. Vi skal give området et væsentlig løft – fx skabe variation i området. Vi skal tilstræbe en mere varieret beboersammensætning.