Udlejningsforsøg: bolig til folk i arbejde

Publiceret 30.10.08 kl. 06:00 af

Gunni Seidelin Petersen

Direktør Leif Jensen: "Vi kan nu give fortrinsret til folk i arbejde."

En arbejdsgruppe bestående af beboere i Rosenhøj, repræsentanter for Boligforeningen Århus Omegns hovedbestyrelse og administration samt procesrådgivere fra Kuben Management er i gang med en idéudviklingsproces.
Og nu spiller Velfærdsministeriet ud med en godkendelse af et udlejningsforsøg.

Udlejningsforsøg i Rosenhøj
Et af de store ønsker fra såvel kommunen som fra boligforeningen har været at få adgang til nogle værktøjer, der kan medvirke til at ændre beboersammensætningen. Det ser nu omsider ud til at lykkes, da Velfærdsministeriet nu endelig har godkendt, at der fra 1. december 2008 igangsættes et treårigt udlejningsforsøg i Rosenhøj.

Fortrinsret til familier med tilknytning til arbejdsmarkedet
Direktør Leif Jensen fra Boligforeningen Århus Omegn siger:

”Kort fortalt indebærer udlejningsforsøget, at vi får mulighed for at udleje de ledige boliger i Rosenhøj efter andre regler end de i loven gældende. Det betyder at de nuværende ventelister suspenderes, og i stedet skal de ledige boliger udlejes efter regler aftalt mellem boligforeningen, Århus Kommune og Velfærdsministeriet.

Nu vil vi give fortrinsret til personer og familier med tilknytning til arbejdsmarkedet samt til studerende og ældre.

Boligerne skal efter ministeriets krav opslås i dagspressen og boligerne skal vises frem efter ønske,” fortæller Leif Jensen.

Alternativ venteliste
”Det er naturligvis en meget spændende proces at skulle i gang med udlejningsforsøget, specielt fordi vi nu skal i gang med at opbygge en alternativ venteliste. Principielt har vi ikke en eneste på ventelisten til en bolig i Rosenhøj efter de regler, der er gældende i forsøgsperioden,” slutter Leif Jensen.

Borgerportalen vil selvfølgelig løbende følge arbejdet i arbejdsgruppen. Lige som vi vil følge op på det omtalte udlejningsforsøg, for at se om det ændrer på beboersammensætningen.