Ahmed tager mindst seks år mere i Rosenhøj

Publiceret 16.10.08 kl. 06:00 af

Abdulhamid Yilmaz

Ahmed Turki er glad for at bo i Rosenhøj

”Jeg er meget tilfreds med at bo i Rosenhøj,” lyder det fra Ahmed Turki, som har boet i Rosenhøj i 6 år og vil bo her i 6 år mere. Da jeg spørger Ahmed,  hvad han synes om Rosenhøj, kommer der kun positive ord ud af hans mund.

I Rosenhøj respekterer folk hinanden
Han har valgt at bo her, fordi han fik at vide, at Rosenhøj var et pragtfuldt sted, og det har han så også med tiden fundet ud af, det er. ”Der er mange ting, som jeg kan lide ved Rosenhøj. Det er et rent sted, et sikkert sted, et skønt sted, et stort sted og jeg kan blive ved og ved. Jeg kan lide, at folk respekterer hinanden her.

Jeg har lagt mærke til, at danskere og udlændinge respekterer og accepterer hinanden her i Rosenhøj, og det synes jeg er en meget god ting. Jeg har f.eks. aldrig set danskere og udlændinge slås her i Rosenhøj, og det er et tegn på, at man som udlændinge kan leve i fred og ro her. Engang i mellem ser jeg politiet her, men det er jo fint nok, for så kan politiet holde øje med folk og skabe ro hvis der skulle ske noget.”

Er der flere årsager til, at du har valgt at bo her?

"Ja det er der. Jeg har også valgt at bo her, fordi Rosenhøj har den fordel, at den ligger tæt på en hel masse forretninger, skoler, foreninger osv."  

Hvad synes du om lejlighederne og opgangene i Rosenhøj?

”Jeg synes helt klart, at Rosenhøj har nogle fantastiske lejligheder, som er gode og velindrettede. Jeg har altid været tilfreds med min lejlighed, med gulvene, toiletterne, køkkenet osv. Opgangene er også fine. Trapperne er meget rene, og jeg ser næsten aldrig skrald i opgangene.”

Hvad med parkeringspladserne?

”Parkeringspladserne er også meget gode. Det er en super god idé, at man har valgt at placere parkeringspladserne foran blokkene, for så kan beboerne jo holde øje med deres biler hele tiden. Der er fx overhovedet ikke sket noget som helst med min bil i al den tid, jeg har boet her. Så det er jeg meget glad for.”

Er der mon også noget dårligt ved Rosenhøj
Ahmed har indtil videre kun snakket positivt og har fortalt mange ting, som han er tilfreds med, og som han kan lide ved Rosenhøj. Men der må jo være nogle få ting, som han måske ikke er så tilfreds med og vil have, at det skal laves om?

”Ja! Det er der. Jeg er ikke så tilfreds med de beboere, som er ligeglad med, hvor skraldet skal smides. Jeg har f.eks. mødt rigtig mange mennesker her i området, som bare smider skrald overalt, og det skal man ikke. Skrald skal i skakten og stort skrald på genbrugsstationen. Folk skal tage sig sammen, når det handler om skrald. Hvis de gør det, bliver Rosenhøj naturligvis et meget bedre sted at bo.”

Er der ellers noget andet, som du synes, der mangler i Rosenhøj?

”Jo! Måske kunne det være fint med nogle elevatorer. Det bliver jo svært at gå op af trapperne nogle gange, og når man skal flytte ind eller ud af Rosenhøj, vil den største hjælp være en elevator.”