’Bedst i Vest’ har på tre kursushold i Globus1 i Gellerup uddannet ungdomsledere til trænerarbejde og foreningsledelse. Nu er ’Sporttrack’ parat til at tage over. Ikke alene i forhold til Vestbyen, men i alle udsatte bydele i Århus.
Viden fra 'Bedst i Vest', - og flere resurser
Birna Ballisager er projektleder på ’Sporttrack’. Hun lægger ikke skjul på inspiration og erfaring fra ’Bedst i Vest’: "Jeg er glad for, at vi har erfaringerne fra ’Bedst i Vest’ at læne os op ad."
Med begejstring beretter Birna Ballisager om stor hjælpsomhed fra de lokale idrætsforeninger og almene boligorganisationer. Hun understreger det stærke samarbejde mellem kommune, DGI, Idrætssamvirket og Det Boligsociale Fællessekretariet bag ’Sporttrack’: "Det giver os langt bedre betingelser for ’Sporttrack’, end ’Bedst i Vest’ fik."
"Det nye unglederkursus vil i stedet for én få to praktikperioder, hvoraf den ene skal være i en lokal forening. Vi vil følge de unge i længere tid efter kurset, end det var muligt med de begrænsede resurser i ’Bedst i Vest’. Selv om vi har unge med anden etnisk baggrund i tankerne, henvender kurset sig sandelig også til danske unge. At der er danske unge med, er vigtigt for at gøre de andre unge interesserede i at deltage."
Belønningen for at gennemføre kurset er et diplom og " – et værdifuldt plus til cv’et".
Birna Ballisager oplyser, at ’Sporttrack’ vil gå mere målrettet end ’Bedst i Vest’ på at rekruttere resursestærke unge fra gymnasier og 10.-klasser.
Inden jul i Herredsvang og efter nytår i Bispehaven
Det er planen at starte det første unglederkursus under ’Sporttrack’ den 20. november i Langkær. Inden jul står Herredsvang for tur. Det bliver sammen med Frydenlund og Møllevangen.
Bispehaven står højt på prioriteringslisten, og Birna Ballisager forventer en kursusstart her ret hurtigt efter nytår. Som led i forberedelserne mødes Birna Ballisager allerede i næste uge med en lokal idrætsforening.
Det er bevidst, at Gellerup får en pause efter ’Bedst i Vest’, som stort set kun rekrutterede unge fra dette område.
Medborgerkurser
Ud over unglederkurset vil ’Sporttrack’ gennemføre medborgerkurser for voksne over 18 år for at sikre opbakning, hjælp og støtte til de unge. "Vi skal nok bruge et par forsøg for at finde frem til en form på dette helt nye kursusinitiativ," siger Birna Ballisager, "det første starter i Langkær samtidigt med unglederkurset,".
’Sporttrack’ er et toårigt projekt. "Men jeg forventer da, at vi kan gøre det så godt, at der bevilges to år mere," smiler Birna Ballisager fortrøstningsfuldt.


