Rosenhøj åbner udstillingslejlighed for at tiltrække nye beboere

Publiceret 24.11.08 kl. 06:00 af

Gunni Seidelin Petersen

Køkkenet er med et moderne sandfarvet Invita køkken med integrerede hårde hvidevarer.

I badeværelset er gulvet hævet, og der er etableret gulvvarme.

Søndag den 30. november kl. 11.00 åbner borgmester Nicolai Wammen en moderniseret udstillingslejlighed i Rosenhøj 21 B, 3. tv. Alle er velkommen til at besøge lejligheden mellem kl. 11.00-14.00, hvor der holdes åbent hus, for med egne øjne at se, hvilke muligheder der er for at indrette en almen bolig efter individuelle ønsker og behov.

Moderniseringer kan finansieres over huslejen
De nye regler om råderet, som Folketinget vedtog for et par år siden har givet lejerne i almene boliger langt større frihed til at bestemme over egen bolig. I udstillingslejligheden i Rosenhøj er badeværelset og køkkenet totalt moderniseret, der er indsat nye skabe i entre og soveværelse og der er lagt trægulv på altanen. Det er besluttet at boligforeningen kan hjælpe beboere, der ønsker at modernisere deres bolig, med finansieringen over 20 år. Det betyder at en lejlighed som udstillingslejligheden kommer til at koste ca. kr. 5000,- pr. måned + forbrug.

Udstillingslejligheden er et element i udlejningsforsøg i Rosenhøj
Velfærdsministeriet har givet tilladelse til et treårigt udlejningsforsøg for ledige boliger i Rosenhøj. De nye regler, der træder i kraft fra den 1. december 2008 får stor betydning for den fremtidige udlejning i Rosenhøj, idet forsøget giver bestemte grupper af ansøgere fortrinsret. Alle tidligere regler om ventelister og oprykningsventelister suspenderes. Reglerne om børnefamiliers fortrinsret til større boliger suspenderes. Kommunens ret til at disponere over hver fjerde ledige bolig suspenderes.

Fra 1. december sker udlejningen efter følgende regler:
1. Prioritet
• Fortrinsret for personer med tilknytning til arbejdsmarkedet
• Fortrinsret for studerende til alle boligtyper (min. 2 pers. Til 4 og 5 rum)
• Ældre og personer med handikap går forud for andre med fortrinsret

2. prioritet
• Fortrinsret for familier uden børn på venteliste

Det bliver et langt sejt træk at vende udviklingen
De nye regler betyder, at ledige lejligheder i forsøgsperioden skal annonceres i aviser og på boligportaler.
”Man kan sige, at vi skal til at opbygge en helt ny venteliste bl.a. med folk i arbejde og studerende, der er interesserede i at flytte til Rosenhøj. Det bliver et langt sejt træk, og man skal ikke forvente, at udviklingen vender fra den ene dag til den anden,”  siger Leif Jensen, direktør i Boligforeningen Århus Omegn.