Der var skiftedag i Ravnsbjerg Sogn forleden. Det siddende menighedsråd trådte tilbage efter endt valgperiode og et nyt kom til.
Et nyt menighedsråd er trådt til
Det lykkedes igen at afholde fredsvalg i Ravnsbjerg sogn. Fremover skal der kun vælges ni medlemmer til det nye råd, eftersom antallet af medlemmer i fremtiden skal opgøres efter antallet af folkekirkemedlemmer, og ikke som hidtil af det samlede indbyggerantal. I Ravnsbjerg Sogn er ca. 55 % af indbyggerne medlemmer af folkekirken.
Kun tre af medlemmerne fra det gamle menighedsråd fortsætter i det nye. Det nye menighedsråd er sammensat således: fra det gamle menighedsråd fortsætter Ellen Larsen, Dorte Lundbak og Christian Tuemand,. Nyvalgte er Helen Brams Nissen, Bodil Düring, Marianne Tellefsen, Poul Ankersen, Jan Rømer og Ole Eskildsen.
"Et varmt velkommen til opgaverne i sognet, vi glæder os meget til det fremtidige samarbejde," siger den nyvalgte formand Christian Tuemand.
Præsteskiftet
En af de sidste handlinger det gamle menighedsråd førte ud i livet, var ansættelsen af en ny sognepræst. Præsteskiftet skete som en følge af sogne- og feltpræst Peter Sporleders ansættelse i Holme Sogn. Han valgte sognet med den uendelige historie om splid og ballade. Det skal blive spændende at se, om han kan skabe fred og ro i det uroplagede sogn.
Den ny præst
Ud af de 19 ansøgere i Ravnsbjerg blev den 32-årige Carsten Assenholt valgt. Indstillingen foregik enstemmigt, og han tiltræder sit embede d. 1. december.
Den officielle indsættelse sker ved højmessen søndag d. 7. december kl. 10.00. Carsten Assenholt har virket som sognepræst flere steder i Århus og Viborg Stifter. Blandt andet i Thorsager-Bregnet sogn i en periode.
"Vi tror, at vi med Carsten har fundet en engageret person, der passer ind i sognets profil," siger den nyvalgte formand for Ravnsbjerg Sogns menighedsråd, Christian Tuemand.
Selv siger den nye præst: "Der bor mange forskellige mennesker i Ravnsbjerg Sogn, og jeg holder meget af denne mangfoldighed. Der er gode kollegaer ved kirken, som man kan sparre og samarbejde med, så jeg glæder mig."
Vibysyd.dk vil senere bringe et længere interview med den nye sognepræst.


