Det er en rigtig god ide med et nyt og stort fælleshus i Søndervangsdistriktet – men det kommer ikke til at ske.
Det mener Helle Olesen, der er formand for bestyrelsen i Søndervangens afdeling 15.
En ny beboerundersøgelse viser ellers, at beboerne i området savner indendørs samlingssteder, men et nyt hus bliver det nok ikke til, siger Helle Olesen.
”Håndværkerparken har et fælleshus, og Rosenhøj er ved at få et, ser det ud til. Så det er min opfattelse, at kommunen ikke vil hjælpe med til, at få det til at køre rundt, selvom et stort fælleshus er en rigtig god ide”.
I stedet vil boligafdelingen have renoveret det nuværende fælleshus, der drives sammen med Søndervangens afdeling 27. Det holder de møde om efter jul, fortæller Helle Olesen.
Folk lukker deres dør
Beboerundersøgelsen, som 60 husstande i Søndervangen 15 har svaret på, viser også, at beboerne i kvarteret er glade for at bo der. Hele 90 procent siger, de er meget tilfredse med at bo i området.
”Det er et stille og roligt kvarter, og det giver et godt miljø, når folk er trygge. Vi passer meget vores eget lille frimærke,” siger Helle Olesen, der ikke er overrasket over beboerundersøgelsens resultater.
At beboerne passer deres eget frimærke er dog ikke kun positivt. Undersøgelsen viser også, at beboerne savner engagement og initiativer i områdets sociale liv.
Men det er det svært at ændre på, fortæller Helle Olesen.
”Folk lukker deres dør og tager ikke del i det, der sker. Man kan tage en hest til vandet, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Lige meget hvad vi forsøger, så kommer folk ikke. Fremmøde til tidligere arrangementer viser, at folk ikke er en pind interesserede, heller ikke selv om det, vi mødes om, handler om for eksempel stigninger i huslejen,” siger Helle Olesen.
Læs hele beboerundersøgelsen fra Søndervangen i fuld længde på: www.bydele.dk

