Seniorerne i Rosenhøj træner som en del af seniordaghøjskolen en gymnastikform, der hedder NIA. Det er en bevægelsesteori, der blev skabt og stadig udvikles i USA af Debbie og Carlos Rosas ud fra princippet: Bevægelse er glæde, og bevægelse er naturligt. At bevæge kroppen skal give nydelse ikke smerte. Vores krop har en indre stemme, som vi kan lære at lytte til.
Hvad betyder NIA?
NIA er en forkortelse for Neuromuscular Integrative Action. Neuro står for nerver eller tanker, muscular for krop og Integrative henviser til sammenhængen mellem de to. NIA bygger på en helhed bestående af krop, sjæl, følelse og tanke. Du finder flydende bevægelser, kreativitet og fri form, såvel som præcise bevægelser med kraft og vilje.
Gennem NIA udvikles styrke, fleksibilitet og balance. Man træner evnen til at være nærværende i krop og sanser.
Balance i krop og sjæl
Vi mødte op en mandag formiddag, hvor certificeret NIA-instruktør Mette Otto Werner fortæller om sit forhold til NIA:
”Dansen har altid været en del af mit liv: Afrikansk dans i Tanzania, folkedans og rock'n roll, jazzdans, hip hop, salsa, sportsdans, flamenco og alt muligt andet dans. Mit møde med NIA var unikt. Det var - på en gang - den ekspressive dans, yogaen, kampsportens energi, kraft. Tai Chiens fokus og langsomhed, blødhed og blidhed. Det skabte en skøn helhed og balance i min krop og sjæl.”
Er NIA noget for mig?
NIA er for alle. Alle bevægelser kan tilpasses dine behov, din krop, din form. NIA henvender sig til såvel unge som ældre, tykke som tynde, atleter som nybegyndere. Alle bevægelser kan justeres efter den enkeltes behov. Træningen slider ikke på knæ eller ryg. NIA trænes i bare fødder for at få den bedst mulige kontakt til gulvet og for ikke at træne hårdere end det, som er naturligt for din krop. Fokus ligger på det, den enkelte oplever og fornemmer i kroppen.


